Jeg er en 35-årig mand, gift med mit livs største kærlighed og FAR TIL FIRE PIGER. Jeg arbejder i den københavnske modeverden, med toppen af udenlandsk luksus fashion i et kreativt job. Jeg rejser en del via mit job, og arbejder ifølge mine døtre og hustru nok lidt for meget. Langsomt arbejder jeg mig hen imod, at være dén far jeg inderst inde ønsker at være. Ham med mere overskud til familien, til hverdagen og til at være til stede. Kort sagt; det klassiske forældre dilemma – at være super-far, kombineret med ønsket om og lysten til, at have en karriere.
Mikkel, der står bag bloggen Far uden filter, er forlovet med Denise, far til 2 piger og til daglig projektleder i et IT firma. En drengerøv med holdninger, der gerne udfordrer tabuer. Bloggen byder på en rå, ucensureret, til tider sarkastisk og provokerende fortælling fra hverdagen.
En fars vinkel, en beskidt tone badet i kærlighed, kort sagt, herinde vil du opleve eufori, glæde og raseri!
Mit navn er Morten Barbré, jeg er knap 40 år gammel, jeg er gift med Hannah og sammen har vi to skønne unger Leroy på 9 år, og Lulu på 8 år, samt to små hunde Granberg og Elvis.
Vi bor i Hundested, men jeg har min daglige gang i København, da jeg har verdens bedste arbejdsplads i hjertet af København, The Old Barber Shop / Tattoo Salonen, som jeg startede for snart 10 år siden.
Tattoo Salonen er ligeledes et tv program på TV3, hvor vi prøver at invitere seerne indenfor både i butikken og lidt mere privat også.
Hvad vil der ske på min blog? Jamen det vil være en stor pærevælling af tatoveringer, mode, livsstil, bolig, mad, rejser og selvfølgelig mine dejlige unger.
Dette blogunivers er en helt ny verden for mig, og i starten vil det sikkert være en rodet omgang, men jeg vil gøre mit bedste, og håber i vil følge med, kommenterer og spørge, og så skal jeg nok komme efter det.
Sort tøj. Lyst sind. Varmt hjerte. Den tidligere radio- og tv-vært, stand-up komiker og kreative schweizerkniv Martin Veltz, blogger om livet med sine to piger, kæreste, passion for løb, hyggestunder og magiske hverdagsglimt.
Så er det satme også på tide at melde noget optur op. Både for mig, men også for alle jer, der læser med i mit lille univers af fuck. Jeg har allieret mig med 5 andre bloggere, som alle er mere end et enkelt besøg værd. Vi har lavet en julekalender og det betyder i bund og grund en fabelagtig gave regn! Med en total gaveværdi på over 60.000 kroner kan vi garantere for, at det bliver en kæmpe opturs december med nogle super fede præmier!
Der alt fra rejser, en cykel, en pusletaske fra Ida Ising og meget mere.
Hver blogger har fire “låger”, men bare rolig, vi sørger for at tippe om, hvem der har hvilken låge aktiv på den givne dag, så i kan være med i samtlige af de 24 fantastiske præmier vi har i vente til jer!
På mandag den 1. december starter kalenderen og kører til og med den 24. december! Hold øje herinde så i ikke glipper hvilken blog, der åbner den første låge!
Jeg var jo som sagt til en sær forestilling af Susanne Biers nye film, “En chance til” som kommer i starten af det nye år. Forneden er en lille trailer de lavede til mig, omkring hvad jeg mener om filmen.
Snakken om bleer er af fuldstændig uransagelige grunde interessant for mig. Det er jo ikke fordi jeg er totalt “kukkuk”, men det handler bare om lykken ved at finde en ble, der for en tid kan holde den flydende pøl af lort indendørs. Lige lang nok tid til at få tøj og lignende væk fra smittefaren! Har i prøvet at få babytøj rent efter en omgang let nutella sjov? Det er så fucking latterlig besværligt. Så prøver man det ene husråd efter det andet og det er så grim en proces. Endnu mere latterlig bliver den af, at min vaskemaskine er fire etager ned og en gåtur på fem minutter i en kælder bygget til dværge, frem til et vaskerum hvor der, med mindre jeg har spillet 53 rigtige, er udsolgt på alle rækker og jeg får lov at blomstre som en havenisse i en time før en lystgøgler kommer forbi og tømmer sine halvfyldte maskiner. Altså kan denne propel af katastrofer standses, før den tager overhånd og fylder en hel dag, så er jeg edder fucking spændt som en bue og klar til at melde mig ind i kampen. Vi har prøvet alle bleer i alle størrelser og der er stor klapsalve til Rema 1000 og Libero. Jeg hælder mere til Libero, men de er sgu også sådan lidt kradseren i pungen. Men det bedste til mit barn ikke? Og ALT for at holde på min datters mælkerotation fra mund til røv. Derfor fik jeg min store optur på da selveste Libero, ble kongen kastede en pakke bleer og en flot tiger – samt elefant dragt efter mig. Dog er dragterne store nok til, at Vilja kun kan fylde et bukseben ud, men dem kan hun glæde sig til om et års tid..
Som billedet så fint viser er bleerne rigtig søde og på trods af, at det hurtigt bliver glemt i hverdagen, hvor sød min datters ble er, så får jeg alligevel et lille smil på læben, når jeg ser hende på puslebordet, begge ben i vejret og en kæmpestor tiger eller zebra ble på rumpen. Det er de små glæder, right?
Kampagne fra Libero – Lidt sjov & Konkurrence!
Libero har lavet en lille sjov interaktiv leg på deres hjemmeside her. Indsæt et billede af dit barn og vent og se en sød lille video med den mindste i hovedrollen.
Kender i forresten “blekoder”? Det gjorde jeg sgu ikke. Men det er egentlig meget smart. Når du køber en pakke bleer, så er der en kode indeni, som man kan indtaste på Liberos hjemmeside. Når man så har samlet nok point sammen, kan man bestille en af de søde dyredragter. (Både Tiger & Elefant er onesize – men svarer nok til str. 2 år).
Man skal være meldt ind i deres klub for at være med, det er gratis og kan gøres lige her.
Vil du gerne vinde bleer fra Libero samt en tiger eller elefantdragt?
På Instagram kører jeg lige nu en konkurrence, hvor du kan vinde bleer og en af de søde dragter. Her er hvad du skal gøre:
Upload et billede af dit dejlige barn med en Libero ble på – om det er på hovedet, fødderne, numsen eller i hånden er lige meget.
#hashtag billedet med #LiberoAnimal og #FarudenfilterLibero
Du er nu med i konkurrencen om en af de søde dragter. Vinderne bliver fundet den 1 december!
Husk at på trods af at dragterne er onesize kan ALLE deltage!
Hvis man browser nettets uendelig kedelige landeveje, finder man til tider små kister af guld, der er værd at samle op og som de fleste andre, så elsker jeg da selvfølgelig også en god kiste af guld. For cirka fire måneder siden begyndte jeg for alvor at blive interesseret i at blive guldgraver og rundt omkring i krogene hørte jeg rygter om den glemte skat, som ingen nogensinde har set, kun få har hørt om og de der ville fortælle historien, på mystisk vis forsvandt. Jeg taler naturligvis om den hellige gral, den sidste piedestal af håb for ikke at eksplodere over endnu en tabt sut. Fædregruppen. Brave mænd, der finder sammen i den kolde tid til en eftermiddag med røverhistorier, opkast og verbale cirkelspark til hverdagens udfordringer.
Jeg er lidt af en gøgler og foretrækker også selskabet af mennesker uden frygt for at sige noget dumt og kan holde en dialog kørende i længere tid end 30 sekunder, før begge arme bliver krydset og den omvendte hestesko kommer frem inde under CBS jakken. Samtidig bliver jeg overordentligt træt i hovedet af folk, der kun kan snakke om deres arbejde, som om det er en forlænget arm til deres personlighed. Jeg er overhovedet ikke interesseret i at tale om mine udfordringer som far, vores fremtid og bekymringer med mennesker, der er så kørt over af deres krampefremkaldende karrierevalg, at det er blevet “hvem de er”. Det er lige så dumt som at høre på Jehovas vidner søndag morgen om deres “sag”. Deres personlighed er for alvor afspejlet i deres “karrierevalg” og derfor synes jeg, at de mennesker, der kun kan fremstamme titel og funktion i en dialog, burde sætte sig ned og tænke grundigt over deres livssituation og ikke spilde min.
Jeg er helt sikker på, at det er denne frygt, som afliver mange godhjertede forsøg på at skabe fædregrupper. Jeg er ikke bleg for at møde nye mennesker, men jeg kender sgu da også den pludselige gemmeleg på strøget, når man ser en gammel Facebook “ven” i mængden og tanken om at skulle sige hej giver små opkast i munden. Ikke fordi personen er idiot, men bare fordi jeg måske den dag ligner en affaldscontainer og mine rander under øjnene kan forveksles med en kraftig mascara.
Så er der andre gange, hvor jeg føler mig for kendt til det her sted, vandrer med begge ben lidt for langt ude til hver side, fylder det meste af Store kongens gade og på trods af min personlighed afspejler “SE MIG FOR HELVEDE” og komplimenter modtages med “JEG VED DET!” Så er der absolut ingen fucking mennesker i kikkertrækkevidde, der bare har den mindste ide om hvem jer er, hvorfor jeg går som en der har skidt i bukserne og er blå i hovedet, fordi jeg de sidste to timer kontinuerligt har pustet maven op i brystet.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget fuck, der kan gå i mødregrupper. Det er måske derfor, at de bliver lavet for kvinder som en del af det med at få børn, fordi det er statistisk umuligt at få seks kvinder i samme rum uden undskyldningen om, at det jo er deres pligt at følge anvisningerne om at være en del af en mødregruppe. Der er ofte en kost eller to der falder fra, som bare ikke gider flokken. I min kærestes mødregruppe faldt der kun en enkelt fra og hun fik ellers chancer nok for at blive en del af hvad jeg misunder rigtig meget. Nogen forstår vidst ikke helt, hvor meget fred og ro i sjælen en dialog fra et par ligesindede mødre, kan give en. Samtidig er det en ekstra terning i livets store spil om venner. Min datters venner. Jeg tror, at Vilja får et par gode legekammerater her. Hun er den eneste pige, men mon ikke de 3 andre drenge i mødregruppen passer på lille Vilja på trods af, at jeg har hørt fortællinger om, at der allerede nu flirtes på legetæpperne i de forskellige hjem.
Så hvorfor bliver der ikke lavet fædregrupper i stedet for, at det skal være et helt fucking umuligt puslespil at finde frem til en tre-seks fædre med et barn i samme aldersgruppe. Kunne det ikke være muligt at give den samme gruppe til mødrenes mænd? To fluer med et smæk. Jo jeg er godt klar over den syge konflikt, der så kan komme, når en fra mødregruppens mænd ikke vil være med under emhætten i samtalekøkkenet og de forskellige sider af historierne får nok også lyset at se, men i bund og grund er det da et udmærket sted at starte?
Eller er der virkelig så mange mødre uden mænd, at det statistisk set aldrig ville kunne gå op? I så fald så er dette da en rig mulighed for at vække en debat til live omkring, hvor glade vi egentligt er i Danmark, på trods af at vi trutter godt i hornet over den verdensstatus.
Måske kunne mænd bare mødes færre gange, om aftenen, i weekenden til en øl eller anden undskyldning for at lufte de fyldte lunger? Mulighederne er mange, men som landet ligger nu, ser det ikke ud til at fædre grupper får set meget af dagens lys og det er synd.
Jeg har været i dialog med en del efterhånden, på mail, i fitnesscenteret og på gaden. De fleste mænd vil sgu gerne, men kan ikke rigtig overskue det uden en hjælpende hånd. Er det ikke lidt mærkeligt, at næsten alle kvinder i Danmark er på barsel meget længere end far? Så far er allerede bagud, men samtidig er det fædrene, der selv skal stable en gruppe på benene, hvis de vil have en chance for at være på par med mor?
Jeg vil sgu også gerne være ajourført med så latterlige ting som Denise, der selvfed står og prædiker “Ja nu er Vilja jo i 18 uge og det betyder at tigerspringet stadig er aktivt og kan være grundlaget for hendes skrig i søvne og samtidig evnen til at kunne sige underlige lyde og den voksende lyst til at bruge hendes fødder som sut er fordi”… “FUCK DIG, BARE SIG HVAD JEG SKAL GØRE, OH MY FUCKING GOD”
Jeg ville være pissestolt, hvis jeg lige kunne melde en: “Ahh det er uge 18, det er jo et typisk tegn på et “kat bliver jagtet af mus, følsom løve i busk og næsehornet er på trampolinen spring” som kun kan betyde…”
Så kunne man lige se hende tabe skuffen og stå med åben låge i tyve minutter, mens Vilja falder i søvn i min nye yogastilling til hende.
Jeg bruger min blog, vennepar uden børn og single kammerater til at komme ud med noget af mit lort, men der er meget mere og de eneste, der rigtig gider og kan sætte sig ind i min bekymringer, er fædre der på samme vis, bare gerne vil være verdens bedste far til deres børn.
Jeg er godt klar over jeg favner bredt, det er et indblik i mine tanker og skal som sådan, ikke indtages med forventningen om at “alle” har eller tænker som jeg.
Jeg vil gerne høre jeres mening og i må meget gerne dele mit opråb da det er en af mine grundlæggende frustrationer omkring det at blive forældre og jeg syntes det skal have mere taletid end det får.
