Faldt manden i?

Viljas første bule..

Bule

Ja, eller det vil sige ikke endnu, fordi det er stadig alt for friskt til, at bulen har sat sig. Hele min krop er i en svær ubehag og her er hvorfor. Vilja vågnede fra sin lur for en times tid siden og jeg tog hende op fra vuggen og satte hende i sofaen som så mange gange før, mens jeg åbnede et par pakker fra posthuset ved sofabordet. Nu er det bare sådan, at Vilja bliver stærkere for hver dag, der går og i dag tog hun virkelig røven på mig. På et splitsekund, som føltes som en uendelighed i øjeblikket, valgte hun at tage en mavebøjning som jeg aldrig havde troet, hun kunne formå at lave, taget hendes baby CV i perspektiv. Der var kun listet et par minibøjninger på, så det kom fra en skyfri himmel, da hun laver sit livs mavebøjning, der munder ud i en kolbøtte og et fald ud over sofaen; “BONK” og hovedet direkte ned i trægulvet.

I en ustyrlig panik kastede jeg mig ned på alle fire for at gribe hende, men please, på trods af at tyngdekraften er enig med mig, så var der ikke en chance for at nå hende. Et sug i maven, så hårdt at samtlige rutschebaner i verden ville føles som en prut i et badekar, fløj gennem min krop. Hurtigt op i mine arme med hende og samtidig med, at Viljas skrig og tårer væltede ud af hendes øjne, faldt tunge dråber fra mine. Jeg tabte hende ikke, men jeg satte hende lige der i sofaen og jeg holdt ikke øje i det øjeblik. Som jeg sidder nu, er det svært ikke at brase begge ben og arme gennem kommoden i ren frustration, men heldigvis, efter at have fumlet gennem til 1813, talt med en læge og lagt hende til mors bryst, har hun atter igen vristet et smil frem til mig, til far.

Det gør det jo næsten værre, for på trods af jeg godt ved, at det er begrænset hvor meget en baby fatter, så er det en stor kærlighedserklæring i min verden og smilet fra min datter er tilgivelsen og betyder at hun godt ved, at jeg aldrig bevidst ville lade hende slå sit lille hoved.

Tak lille Vilja, nu skylder far vidst en ren tommeltot du kan gumle på en hel dag og en godnat sang jeg ikke selv har fundet på. Så sygt, at på trods af at mit hjerte er en lille kropsdel, er det den tungeste af de 100 plus kilo jeg vejer lige nu.

Så hvis i har prøvet noget lignede, så vær ikke blege for at dele, fordi det er da en helt krampe-vækkende følelse at rende rundt med.

   

51 kommentarer

  • Betina Olsen

    Min lillebror satte hånden ind under vandet på en kaffemaskine, da han var så lille at han sad i en skråstol på køkkenbordet! Jeg kan så oplyse at vandet der kommer ud af sådan en satan er kogende og han fik en meget slem forbrænding i håndfladen. Han skulle i tre uger flere gange dagligt smøres med creme og have den lille bitte hånd i en frysepose for at holde på fugten :/

    Han kan intet huske og er meget tilfreds med sin mor, selvom der var det uheld 🙂

    Jeg lover dig at vilja stadig er pjattet med sin far og allerede har glemt den lille detalje 😉

    Kram til dig og tak for en skøn blog 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    åh stakkels Vilja og stakkels far:/
    Nor faldt ned af vores seng, det var skrækkeligt (for mig), men han slog sig heldigvis ikke. De udvikler sig så hurtigt, og man kan bare ikke regne med at de ikke kan bevæge sig. For det kan de så lige pludseligt. Tror de fleste forældre har været ude for noget lignende:)
    Jeg klippede også engang negle på ham, og kom til at klippe i den lille finger. Ved ikke hvem det græd mest, mig eller Nor…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Åh! Det skete også for mig i dag for allerførste gang – og ligesom dig nåede jeg akkurat lige at se det ske! Bogstaveligt talt følelsen af verden i slowmotion! Min faldt ned fra sengen og græd som jeg aldrig havde hørt det før – resten af dagen er gået med pleje af verdens dårligste samvittighed! Lod ham flå en jumbobog fra hinanden og har haft ham på hoften hele aftenen! Det sidste nok mere for min egen skyld end hans, for han har det jo super! Men vil ikke lyve og sige at jeg måske har googlet ‘baby hukommelse’

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MetteT

    … Til sygehuset til observation natten over. Som han tørt sagde, det var jo et fald fra stor højde!!!! Dårlig mor! På sygehuset kunne sygeplejerskerne berolige mig med, at det ku ske for alle, og deres unger var også røget ned fra senge, pusleborde, sofaer m.m Det hjalp dog kun lidt på samvittigheden…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Orh, sikke en omgang! Min søn er ikke faldet ned af noget eller blevet tabt (indtil videre. 7-9-13. ikkekommeeftermig) MEN du er ikke alene; min søn var 7 uger gammel, da vi en dag lå på hans legetæppe og så efter pletter i loftet sammen. Jeg tænkte jeg ville forevige øjeblikket på min iphone. Holder den i én hånd henover vores hoveder. Smiler til linsen og hov TABER den lige ned i hovedet på drengen. Noooo. Det gjorde omtrent lige så ondt på mig, som havde jeg tabt en mursten (eller 100) i mit eget hovede. Der blev grædt (fra begge sider) og 40 min senere samt et opkald til min egen mor (hvad har jeg gjooort, mooor!!) indfandt roen sig endelig igen, da vi begge var holdt op med at græde og min egen mand kom hjem og kunne forsikre mig om, at jeg ikke var verdens dårligste mor på trods af det. Lesson learned og jeg har kun to ting at sige til alle nybagte forældre: tillykke og når det er selfie-time: hold fast med begge hænder.

    Du er ikke alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Ps Det skal lige tilføjes at jeg naturligvis prøvede at tabe telefonen ned i hovedet på mig selv bagefter. Jeg tror jeg regnede med, at det ville gøre mindre ondt end jeg gik og troede, men nej. Det gør rimelig ondt. Selv for et voksent damehovede. Ak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg har prøvet præcis det samme! Jeg havde skyldfølelse i måneder bagefter. Jeg ringede også til vagtlægen for at høre, om han kunne have fået hjernerystelse. Det var SÅ forfærdeligt, og jeg følte mig som verdens dårligste mor!
    Men han kom sig også ret hurtigt. Men jeg kan stadig genkalde følelsen her tre år efter! Og jeg har svoret ikke at lade lillesøster ligge alene på sofaen 😉 Så må jeg finde noget andet at udsætte hende for 😉
    Faktisk var det værste næsten, at det ikke var sket for faren… Det syntes jeg havde passet bedre, for mødre gjorde jo ikke sådan noget! (undskyld for den tanke, men sådan havde jeg det).
    Heldigvis er de unger ret sejlivede 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viola

    Hej!
    Jeg kommenterer aldrig rigtig på noget, men kunne lige mærke det der helt inde i min egen mave (og den sidder ellers helt ovre i det mørke Østjylland). Vi har selv en lille dame på godt 3 måneder og da hun var omkring 2 måneder gled hun ud af dynen i hvad der mindede om langsom gengivelse. Jeg fik hende heldigvis drejet ind over vores seng, så hun hun landende blødt. Men. Jeg tabte hende – eller jeg havde ikke ordentlig fat i dynen – eller, eller, eller. Jeg kunne have brudt grædende sammen lige på stedet og var sikker på, at den der følelse af at være verdens største idiot aldrig ville forsvinde. Jeg kiggede mig også to gange over skulderen for at se om der kom nogle for at give hende til folk der ikke kaster med deres børn…. Men der kom ingen, følelsen forsvandt og idag har jeg fandme virkelig godt fat i både dyne og dame!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da min søn var nået krybe/kravlealderen, kravlede han rundt omkring i stuen. Han var kravlet hen til dørtrinet mellem stuen og gangen. Jeg havde en ide om, at han undervejs havde lavet i bleen, så jeg ville lige løfte ham op og “sniffe” (klamme ting forældre gør..)
    Undervejs fik jeg så den gode ide at give ham en lille svingtur. Det synes han jo normalt var ret fedt. Så det gjorde jeg – GONK! – lige med hans lille, fine hoved op i dørkarmen. Jeg tror jeg græd i længere tid end barnet, for han var klar få minutter senere, nu beriget med et fint “hak” lige ved hårgrænsen i panden.
    De er heldigvis ret hårdføre de små! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Oh no, men jeg er sikker på du pustede og trøstede 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pernille K

      Det kan du tro jeg gjorde! Og så er han vist kommet til skade maaaange gange siden, hvor jeg synes det delvist var min skyld!
      Han vil gerne tumle osv meget og vildt, så får man altså nogle knubs indimellem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Vi her hjemme har prøvet det
    Med vores lille Silje min mand tabte hende ud af en skråstol og hun fik en Anders and bule uden lige hun var 4 uger gammel og min mand var mere ulykkelig en vores datter så kender det alt for godt og de er holdbare de små pus men hold nu fucking kæft men er lige ved og kaste op af bare ulykke så alt respekt til dig du er sku en go far 🙂

    PS vi følger tæt din blog og når vi læser dine opslag sidder vi tit og nikker og griner lidt selv den lille kan give et grin du er for sej

    Hilsen Anja og Stefan og Silje på 19 måneder nu og ganske normal 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for de søde ord Anja, det er super fedt i kan lide at følge med 🙂

      Ja det er en hjerteskærende begivenhed man ikke ønsker replay på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Du er ikke alene 😉
    Vores søn var vel omkring 9 mdr. Jeg stod op for at gå i bad og sagde til min kæreste, er du vågen, det var han, men ikke ret længe… Vores søn lå i vores seng og var meget vågen… Så da mor gik ud af soveværelsesdøren kravlede han efter, besteg det dyne bjerg jeg havde lagt omkring ham og tog et hoved spring, han tog fra med næse og mund (heldigvis havde han ikke fået tænder). Det blødte fra læben og jeg var helt i panik over at vores søn havde slået sig og det blødte… Det lille pus. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Kender det! Gætter det på det er nogenlunde samme følelse som da jeg hørte lyden af en 1 års drengekrop ned af kældertrappen, dunk, dunk, dunk, dunk…..og derefter endelig: skriiiiiiiiggggg
    Det er forfærdeligt, men heldigvis er det sjældent alvorligt…. Puha lortemor…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Puha- føler med dig. Det er ikke sjovt når ens barn slår sig- håber i begge er kommet jer over chokket:-)
    Min søn på 2 år er lidt af en vildbasse – så jeg er ved at vænne mig til styrt og buler.
    Men én gang var særlig slem (og det var ikke dengang han løb frem og tilbage i sofaen og pludselig fløj i luften BANG sagde det:-) det var engang vi hyggede inde i sengen- jeg var lidt træt og lukkede øjenene et kort øjeblik da han besluttede sig for at trille ud over sengen. Det var lidt a la en maveplasker- hvor gulvet stoppede ham brat. Og han skreg- min seje lille dreng der ellers aldrig græd over lidt knubs skreg og tårnene trillede. Jeg holdt ham helt tæt og trøstede og var stærk- indtil jeg holdt ham ud for at se om han var ok … det var han ikke … han havde fået næseblod og så panikkede jeg totalt. Og tuede helt vildt. Var selvfølgelig alene hjemme og ringede til min mor som fik mig beroliget. Han faldt i søvn i mine arme den aften- det var skønt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Åh…det er den væreste følelse i hele verden.
    Da min søn var knap et år, skulle jeg slæbe både ham og indkøbsposer op på 2 sal. Jeg satte ham ned forbi jeg ik kunne bærer mere, men desværre kom jeg til at skubbe til ham med poserne og han faldt. Jeg fik fat i hans hat på flyverdragten, men lortet knappede af og han tog den på hovedet 10 trin og smadrede hans fortænder.
    Vi kom begge over det, trods vild panik. Men fandme om de stakkels tænder ik tog et styrt mere, her 5 år efter er jeg stadigvæk uopmærksom, og trods jeg har 2 store drenge der er nogenlunde i live og stadigvæk nogenlunde har deres tænder, så går jeg i totalt 112 panik ( ja jeg er altså fra jylland) og det giver sug i maven og lorte samvittighed, men børn tonser jo videre og det er sundt nok. Det er helt sikkert svært ik at bebrejde sig selv, men uanset hvor meget man passer på dem, går det ind i mellem galt. God aften

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh nej da! Frygter også den dag (for det kan man sgu nok ikke undgår) hvor min lille fis ryger på gulvet! Selv fra hun lige blev født havde jeg totalt noia over at ligge hende på sofaen, selvom hun ikke kunne ryge nogen vegne! Men fat mod, det sker nok igen og hvis det gør, læser vi gladeligt om det på bloggen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vores værste til dato skete for et par dage siden.

    Frøkenen er meget stolt for hun har lært at rejse sig op ad ting. Så stolt står hun op af hendes stol, som selvfølgelig er lagt ned så hun ikke kan komme til skade, og rokker. Jeg tjekker at hun står godt, rokker fint og UMULIGT kan komme til skade – hun kan jo kun tilte bagud hvor der er pude.
    Men nej! Jeg rejser mig op kigger væk, mens jeg kort siger noget til far, for at blive afbrudt af BANGG og SKRIGGG…

    Hun har formået at komme lidt op på stolen, liggende på maven for hun overbalance og tager den med hele den fede krop hen over stolen og pladask ned på gulvet. Stolen er 30 cm høj, men gav alligevel et fald uden lige og 10 minutters enorm uafbrudt gråd – lige ind i mors øre…

    Goddaw dårlig samvittighed over ikke at se flyvehopsfaldet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lenchen

    da min ældste datter var lille, satte jeg hende i autostolen, men glemte at spænde hende fast inden jeg løftede den. Hun faldt på hovedet fra ca 30 cm højde. Jeg græd højere og i meget længere tid end hun gjorde, og følte ikke at jeg var værdig til at være nogens mor. Da vi kom til lægevagten smilede hun til lægen, der var intet sket. Mit råd er at du skal tilgive dig selv, jo før jo bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette C

    Altså søde du, ingen panik! Det der sker for ALLER forældre første gang baby pludselig som lyn fra en klar himmel kan komme nogle vegne. Nogle falder ud af forældrenes seng om natten, nogle fra sofaen osv. Og man hader sig selv og føler sig som verdens dårligste forældre. Men baby kommer aldrig sådan rigtig til skade. Okay, der var absurd mange generaliserer i den kommentar. Pointen er at du ikke er alene, og at du ikke er en dårlig far. Tvært imod. For du har fået det så dårligt af episoden, at det aldrig kommer til at ske igen. Smart!
    Min ældste søn var evigheder om at lære at trille. De første (mange) af hans liv lod jeg ham aldrig ude af syne fordi han endelig ikke måtte trille ned. Men han lærte jo for fanden ikke at trille, så til sidst en morgen lod jeg ham ligge ca en halv meter inde i min seng efter morgenamningen mens jeg gik ud og tissede lynhurtigt. Og BUM sagde det så. Fuck. Han var 8 mdr, og 2 dage efter lærte han at kravle, så jeg må konkludere at han ikke gik i stykker.
    Min yngste søn gad jeg ærlig talt ikke pakke ind i vat når han lå på sofaen, for storebror havde jo alligevel først lært at trille da han var oldgammel. Men ak. 4 mdr gammel lillebror laver vild mavebøjning mens jeg vender ryggen til 2 sek for at hjælpe storebror med at åbne en Ostehaps. BUM. Fuck.
    Også lillebror lever i bedste velgående.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine B.

    I løbet af mine tre måneder som mor er der heldigvis ikke sket store uheld (endnu – har ladet mig fortælle at det kun er et spørgsmål om tid;( Men en god veninde læser til sygeplejerske og var i praktik på en barselsgang, hvor hun af de erfarne sygeplejerske blev fortalt, at “sådan nogle babyer kan holde til viiiirkelig meget – den anden dag tabte en af lægerne en…”!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Pyh, hvor jeg dog kender det. Det er faktisk sket 2 gange her.
    Da Freya var 3 måneder gammel lavede hun det samme nummer, og faldt fra sofaen og ned på gulvet. Hun fik sig et godt gok i nødden. Det er dog overraskende hvad de små pus kan holde til, og bulen blev ikke så stor som forventet.
    Da hun så blev 6 måneder lavede hun det samme fra sengen, også lige på hovedet.
    Jeg var begge gange i totalt panik, og følte mig som verdens dårligste mor. Der blev tudet om kap med Freya de første par minutter – og der fløj tanker som ‘hvad nu hvis hun har en hjerneblødning’ og ‘gud, hun bliver måske handicappet resten af livet’… ‘måske skal jeg tage på sygehuset’.. men da panikken havde lagt sig, og Freya blev trøstet var alt godt – undtagen de grimme buler hun fik med sig.
    Det ændrer dog ikke, at jeg havde den vilde skyldfølelse et stykke tid efter. Det hjalp en smule når man læser diverse fora på nettet og ser det sker for mange.
    Nu er Freya 8 måneder og så er man ikke i tvivl om man ikke skal lade hende ligge nogle steder hvor hun kan falde ned. Hun er lidt af en vildbasse – men der vil nok ske flere uheld i fremtiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    uuuuuuuuuhhh altså. Det er bare SÅ LIDT rart når det sker. Ja, NÅR det sker. Ikke hvis, men når! For det sker. Fuck også. Gid vi kunne slippe. Det gør så forbandet ondt i hjertet og sjælen når vores små kommer til skade. Og det bliver bare endnu mere smertefuldt når man selv er skyld eller medskyldig i/til det. FØJ altså. Jeg glemmer aldrig da min kære mand forlader vores bette datter på puslebordet for at hente noget ude på badeværelset, på trods af at jeg ca. 100 gange havde sagt at han/man aldrig måtte lade baby ligge dér alene, og hun faldt ned. 5 cm. fra at knalde hendes lille hovede ind i en halvspids trækant!!! FUCK! Hun var heldigvis uskadt, men min mand græd også…. Og jeg besindede mig og priste mig lykkelig over at der ikke skete noget og at det ikke var MIG der var gået fra hende. Eller dengang jeg lagde prinsessen på hendes pulsepude på en boxmadras uden ben og hun slår sin første baglæns koldbøtte og falder lille og helt nøgen og skrøbelig med hovedet først ind i en halvskarp trævindueskarm. FUUUUCK!!! Der græd både hun og jeg. Eller da jeg for nylig falder ned af vores forbandede glatte trapper med den dyrebareste på armen. Alle reflekser slog til. Jeg holdt bare fast om hende og tog ikke fra på nogen måde. Heldigvis gled jeg på ved ned og bagover, så det kun var mig der blev gul og blå. Bettefisen skreg kun af chok. Pt. kommer hun hjem gul og blå fra vuggestuen fordi hun, som pædagogen siger, udfordrer sin motorik. Så ja, vi kommer desværre ikke uden om det. Vi kan blot folde vores hænder og bede til at de ikke lider alvorlig overlast og ikke får varige mén og skader. Jeg føler med dig. Ved præcis hvordan det smerter i hjertet og suger i maven. Det hedder betingelsesløs kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cami

    Da min dreng var omkring halvandet år gammel, sad ham og jeg på gulvet og legede, han legede med lidt marmor kugler, jeg vidste jo udmærket godt de ikke er til små unger, så jeg holdt dem i mine hænder og han fik ikke lov til selv at holde nogen, så var der lige en der sagde noget til mig og på et split sekund nuppede han da selvfølgelig en marmor kugle og proppede ind i kæften! Mit hjerte BULDREDE derudaf mens jeg, med et sviptag (og lidt for lange negle) stak hånden ind i munden på ham og fik fat i kuglen. Han blev så forskrækket at han bare kiggede helt stirrende på mig i hvad der føltes som en evighed, med det der “WTF mor?!?! Hvorfor kradser du mig i munden You crazy bitch” blik, før han brød ud i gråd.
    Kæft jeg havde det dårligt.
    Har også, da han var blevet rigtig god til at kravle, engang lige givet ham et opmuntrende klap i måsen der så var liiiige en tand for hårdt, hvilket resulterede i han satte tænderne direkte ned i gulvet med voldsom kraft..og fik bidt hul i sin læbe….flot mama…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sabrina

    Jeg troede at jeg skulle dø da min nr 4 trillede ned fra sin brors sovesofa. Sofaen var slået ud Belle blev lagt helt ind mod væggen, et rullet dynetæppe blev lagt ved siden af hende for at forhindre en ulykke, og hvad gjorde hun da jeg vendte ryggen til hende??? hun trillede ind over dynen, halvdelen af sofaen og ned på gulvet med et hult bump – og så skreg hun og det gjorde jeg vist også!!!!!
    Hun er i dag 12 år og overlevede uden traume…….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Da min lillebror var cirka to år gammel stak han hænderne ned i to tomme dåser flåede tomater, af den grumme type der har været åbne med dåseåbner. Nede i dåserne fik han så vredet hænderne rundt så de sad fast, og pludselig var der blod og tomat over det hele. Wokken på komfuret osede så meget så man praktisk talt ikke kunne se noget, min bror skreg hjerteskærende mens mine forældre holdt hans arme under den kolde hane for at få dem til at køle af og sænke hævelsen så han kunne komme ud af tomatdåserne. Alt sammen i syv kvadratmeter køkken… I dag er han altså 100 % ménfri, og har selv udsat sig for langt værre ulykker siden..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andrea

    Min mor var gået ud i køkkenet da hun hørt et “gonk” efterfulgt af total stilhed. Det var så mig der var faldet ned af sofaen og havde fået slået alt luften ud så jeg ikke træk vejret. Hun prøvede forskellige ting for at få liv i mig uden at det hjalp og da jeg begyndte at blive blå i hovedet løb hun ud af døren for at få hjælp og da hun nåede over dørtærsklen stak jeg i ordentlig hyl. Blev efterfølgende sendt til tjek på sygehuset, men var heldigvis sund og rask 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Debbie

    Det sker for selv den bedste:) ja det er jeg nok nødt til at skrive jeg har en datter på 8 år nu, da hun var 10 mdr. Havde jeg lagt hende til at sove i min mors dobbeltseng.. For hun plejer jo at sove 3 timer efter en god gang babysvømning plus at hun ikke kunne kravle endnu.. Så hvad kunne ske??
    Vi sidder og snakker i stuen og efter EN LILLE TIME- . (Hvad blev der af de sidste to???) skreg hun i vilden – sådan skreg for alvor…
    Afsted til skadestuen/vagtlægen, da min mavefornemmelse fortalte mig at noget var galt (de havde ellers sagt at jeg skulle give det lidt tid) men minutter føltes som timer når gråden går lige i hjertet.. Så efter 10 timer – læs: 10 minutter kørte vi afsted…
    Det var er brækket kraveben:( ååååhhh hvor gjorde det bare ondt på mig…
    Men der er ikke noget der er så skudt at det ikke er godt for noget:) dagen efter lærte hun at kravle rigtigt, da det nok gjorde for ondt at møve sig frem:)
    Nå det blev da vist en længere smøre
    Tak for en super underholdende og meget sand blog

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Faldt manden i?