Jeg vil ikke dø! – Pressetur til Mallorca med FORD – Take #2

 

Så kommer fortsættelsen på min Mallorca tur. Du kan læse hvordan jeg næsten blev en del af en “klovn” episode her.

Da støvet havde lagt sig og jeg undgik en “klovn” episode på flyet, var det med lettet hjerte, da jeg stod af privatflyet i Mallorca. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, hvorfor havde jeg dog nogensinde takket ja tak til det her. Jeg hader at flyve, på sådan en, jeg får svedeture og hører mystiske lyde hele tiden, og med de tankebaner min hjerne som regel har, ja så ender jeg altid i de sværeste situationer, lang tid før det overhovedet kunne ske i virkeligheden. Hertil kommer at på trods af, at jeg er en rutineret bilist, ikke synderligt bryder mig om at køre i en bil jeg ikke kender, på veje jeg ikke kender, veje der er så smalle, at selv cykler havde problemer med at overhale hinanden. Så tænker i vel “nå ja, så var lortet vel ensrettet?”.. Nej det kan jeg så fucking godt fortælle dig, at de ikke var. De fleste modkørende var beskidte folk i arbejdskluns, med sort overskæg, Jomfru Maria i bakspejlet og så ellers begge fødder stemplet ned på speederen.

“Jeg er ikke fucking klar til at dø til et papnæb, som ligger livet i hænderne på en dinglende papfigur med blinklys”.

Jeg fik en partner, som er en gammel kending indenfor disse presseture og han indledte også turen med et stabilt rat, god fart og lange historier fra vejen. Hvad han ikke vidste var, at med mig på slæb, ja så skal man være ekstra skarp. Vi skiftede fører halvvejs, og jeg fik for første gang fat i rattet på familiebilen FORD C-MAX. Rummeligheden og støjniveauet var imponerede lavt for så stor en bil, og den føltes let og smidig på både lande- og motorvej. Dog måtte jeg desværre lade sidespejlet efter cirka to minutters kørsel, da vi netop mødte en modkørende, som tydeligvis ledte efter en undskyldning for at tage en billet i svinget. Herefter må jeg ærligt sande, at min lyst faldt endnu ottehundrede grader for at køre på veje lavet af og til blinde mennesker, med ulidelige cyklister uden nogen form for respekt, for de forbipasserende biler i alt for høj fart. Nej, en udsigt er i min verden ikke det værd, og de bilferier jeg planlægger i fremtiden vil også undgå disse veje. Men det skal bilen nu ikke have skylden for, da den gav mig en glimrende oplevelse.

Den næste dag blev ruten vi skulle køre, optimeret og med et festligt måltid i maven, en gabende kedelig pressekonference og et yderst fornemt værelse med en enorm seng, så vågnede jeg helt klar til at rive i en ny bil.

En hurtig vinduespudsning & konkurrence!

Vinduespudsning

Jeg er typen, der hader de der “det hele på den halve tid” produkter, men samtidig har jeg altid en overvældende lyst til at afprøve disse produkter, velvidende at jeg så kan modbevise deres latterlige påstande og skrive et rasende læserbrev. Men jeg gider aldrig rigtig gå så langt, betale for produktet og gå gennem hele den proces, bare for at få lov til at skælde ud. Men gennem bloggen kommer der jo altid forskellige muligheder og denne gang faldt muligheden på én af de ting, jeg har gjort allermindst af i hele mit liv. Nemlig vinduespudsning. Det er simpelthen det kedeligste jeg på alle mulige måder kan forestille mig at gøre. Der er altid vand ud over det hele, striber efter jeg på bedste vis prøver at tørre vinduerne af og så har jeg altid haft vinduer, der er hamrende besværlige at pudse. Men så igen, er alle vinduer ikke det?

Men så kom denne mulighed, vinduesviskeren Kärcher Window Vac blev sendt til mig med udgangspunkt i, at sommeren er på vej og det er tid til at pudse vinduer. Hvis i ikke kender til dette produkt, så kig lige her. Jeg var så klar til at gøre deres produkt til grin! Desværre fik jeg allerede optur da jeg så selve vinduesviskeren, fordi den ligner en transformer og lyder som en håndstøvsuger, hvilket den vel i princippet egentligt også er, bare til vand. At samle produktet var lige til og hvis man er i tvivl, så er der lette guides på deres hjemmeside, her. Så der gik ikke længe før jeg tonsende vand ud over mine vinduer og til stor glæde, støvsugede mine ruder rene. Ingen striber, intet rendende vand, kun et fint og rent vindue.

Den skal så lige skilles ad efter brug, lades op og renses, men det slår helt sikkert de frustrerende striber og den flod der som regel ligger i vindueskarmen. Jeg kan hurtigt melde op, at jeg stadig ikke bryder mig om disciplinen vinduespudsning, men jeg er faktisk imponeret over funktionaliteten og brugervenligheden på denne Window Vac. Hvis du tænker på at erhverve dette lille vidunder, kan du finde den nærmeste forhandler her. Og så husk lige at skylle kluden op i vand før du går i gang med at pudse! Det giver lige lidt ekstra.

KONKURRENCE – Du kan vinde en Window Vac lige her!

Du skal blot dele én af dine vinduespudsningshistorier i kommentarfeltet og så vælger jeg og Denise den sjoveste eller skøreste historie som en af jer har været ude for, under en god omgang pudsning.

Konkurrencen ender den 7. maj, hvor en vinder vil blive fundet.

I samarbejde med Kärcher

Pressetur på Mallorca med FORD – Take #1

FORD

Rædsel. Et ord, der passende beskriver den følelse jeg havde, da jeg vågnede i morges og indså at jeg inden længe skulle stå på et fly med et hav af journalister fra bilverdenen, velvidende at jeg dagene forinden havde haft mit livs værste omgang mavemos. At være højdeskræk, ikke bryde sig særlig meget om at flyve og så samtidig skulle bekymre sig om, at jeg på et upassende tidspunkt melder lugten op af hjemløs, er sgu ikke særlig betryggende. Og alle ved jo, at begynder man først at tænke i de baner, der kan eskalere til det grotesk pinlige, ja så er man ikke langt fra mål.

Jeg bliver mødt med smil og lidt forundring over min tilstedeværelse, da jeg jo ikke ligefrem er journalist og så bliver jeg selvfølgelig budt på den obligatoriske kop kaffe i lufthavnen. En latte vel og mærke. En direkte smutvej til racermave var min første tanke. Jeg kunne mærke, at min krop begyndte at svede mere og mere alt imens jeg med et let smil nippede til kaffen. I ved på den der “i ved det ikke hoho, men jeg ville ønske jeg havde en ble på lige nu og ikke jeans så tight, at selv den mindste prut med tanker om at forråde mig, ville sætte mig skak mat”.

Dette var kun den første time af min ellers håbefulde pressetur til Mallorca.

Umuligt at være rask efterhånden..

Syg

Når det ikke er den gamle etbenede satan, bedre kendt som “the manflu”, der rumsterer inden for vores fire vægge, ja så er det satme da lige den døgnåbne diarre og opkast kiosk fra Roskilde. Amen for helvede, hvor er jeg træt af at være syg.. Fuldstændig nedlagt som det lette bytte, jeg tilsyneladende er for disse sygdomme som min datter i øjeblikket hyppigt indtager og med et fælt grin overdrager til mig. Forskellen er bare, at min datter er en tough lille satan og jeg er til udsalg i Netto, når det gælder sygdom. Vilja melder bare lidt pubad og opkast op i ny og næ og så putter hun sig ellers ind til mor med et fredeligt blik. Hvorimod jeg brøler som tordenguden Thor, mens jeg klamrer mig til toilettet og oplever mine indvolde blive slynget ud af kroppen, samtidig med at jeg fortvivlet prøver på at få min voksenble til at dække hele kampzonen. Sådan har de sidste tre dage set ud for mig, med min kære gamle mor ved min side, med koldt vand, kølige klude til min pande, der kunne have stegt æg på sekunder og rengøring efter flere hundrede runder med min ærkefjende kummen. Kort historie lang: Uden min mor de sidste par dage havde jeg været seks fod under. Jeg har tabt mig mere end 2 kilo og 1,5 cm på maven de sidste par dage og det summer vel meget godt op, hvor meget kø der har været på min interne motorvej på det sidste..
“Fuck my life..”
Når det så er sagt, så er jeg lige akkurat blevet rask og det er jeg edder fucking glad for, fordi i morgen skal jeg nemlig prøvekøre et par familiebiler fra Ford, på fucking Mallorca. Jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg fatter fuckall af tekniske specs på en bil, men jeg takker ikke nej til sådan en mulighed! Så kommer der også en holdning fra en “everyday” man, der har nogle andre følehorn ude end de såkaldte eksperter.
“Fedt, fedt fedt!”

Ammehjerne for mænd..

Cykeltyv

For et par uger siden skulle jeg op på jernhesten og over til træning. Til min store overraskelse stod cyklen ikke hvor den plejede. Jeg havde ellers kun haft svinet ude en enkelt gang, siden jeg hev den frem fra vinterhiet og efter en lang ransagning var sagen klar. Min cykel var blevet stjålet. Formentlig af en østeuropæisk højtstående mafia for jernheste, eller måske bare et beskidt menneske uden omtanke. Hvem end det var, så ønskede jeg dem et evigt liv med cykelture uden saddel. Nu er der gået et par uger og jeg har lagt mit had lidt på hylden, taget bilen i stedet eller gået de steder jeg nu skulle hen, eftersom jeg ikke lige har haft mod på at stikke mønt ud efter en ny cykel, som så også bare bliver alle mands eje.

Men så igår gik Denise ned i skuret kun beregnet til barnevogne og på helt fantastisk vis stod min cykel der, urørt og med sin lille lås omkring bagbenet.

Så velkommen til ammehjerne mister Dejgaard og bestil et styks selvhenter fordi oh my fucking god hvor er det latterligt..

Kan kun gisne om hvad jeg glemmer næste gang..

Older posts