Ventetid hos barberen.. what the actual fuck?!

Derfor

Altså for helvede også, nu er jeg på ingen måde særlig god til at planlægge hvornår jeg skal til frisør, barber eller til tandlæge. Det er on the fly, jeg føler for det, ”min tand er knækket” stilen jeg bruger og altid har brugt, men sådan kan det tilsyneladende ikke fortsætte.. Jeg har skæg, så meget skæg, at det kun er barberer, der rigtig kan give det den omsorg det fortjener og et look, der udstråler at jeg er velsoigneret og ikke hjemløs. Da jeg hverken er hjemløs eller har lyst til at ligne en ugle, er jeg også indforstået med at selve håndværket koster fucking kassen! En tur i den gamle stol river nemt 2 plovmænd over.  Det er sikkert billigt i en kvindes øjne, da en månedsløn nemt kan slippe op i hårfarve og styling, men da jeg nu har været skaldet og uden skæg i mere end 10 år, så er det altså en omvæltning, der gør mig stram i betrækket.

Men når jeg så ringer til 5 forskellige fucking barberer og de alle sammen har over en måneds ventetid, så tænker jeg lige..

”HVAD SKER DER!?”

Har vi fået skægepidemi, har hipsterne gjort det så latterligt populært at sporte fuldskæg, at der nu over hele linjen er fuldstændig booket på alle fronter?!

Måske er det på tide, at jeg slipper skægget, giver Denise et kys for første gang i et år, der ikke kradser og giver min datter sit livs chok, da hun nok ikke genkender den alterdreng jeg ligner uden skæg!

Hvad mener i, skal der luges ud i mit hagegarn? Måske også håret? Fuld kommando?

…Fucking barberer!

At møde mennesker jeg burde vide hvem er?

Et indlæg der skulle have været ude igår, jeg synes det er værd at dele alligevel, en dag efter..

For at være bramfri, og på trods af de eventuelle lussinger jeg får i aften for det her indlæg, så er det altid sådan en lad følelse jeg har i maven, når jeg skal til events med andre bloggere, som jeg enten har talt med før og har glemt, har læst deres blog, inspireret, men igen, totalt glemt hvordan de ser ud og hvad de hedder. Faktisk er det ikke kun til blogevents, men helt generelt. Med mindre det er den tætteste familie eller venner, så er jeg heeeeeelt blank. Så begynder tvangstankerne samtidig, hvor skal jeg sidde, hvem skal jeg gi hånden, kramme, eller er vi på dobbeltkys vi ses i Frankrig hilsen? Når vi så i aften tropper op 60+ bloggere, så bliver jeg ekstra stram i røvballerne. Den følelse ved jeg, at andre også har, måske endda de fleste. Men vi snakker aldrig om den. Så i aften går jeg direkte hen til nogle mennesker jeg på ingen måde aner hvad laver, om de arbejder på stedet eller er bloggere, stikker dem klør fem og melder kulør. Jeg ANER ikke hvem i er, men det kan i passende underholde mig med, mens vi venter på maden. For er der én ting jeg er helt sikker på, så er det, at i elsker at snakke om jer selv! Måske undlader jeg den sidste sætning, da den nok giver anledning til brok, mere end den bryder isen.. Hvem ved.. Der er lagt op til en superfed aften, men med rigelige chancer for selvhentere, og dem er jeg ikke bleg for at lave. Bare spørg Amalie Wessel, 3g modebloggeren som gav mig et dejligt kompliment, som jeg kvitterede med et ”tak, Sille Who”. Den ryger ikke sådan lige i glemmebogen, skal jeg hilse og sige…

Jeg skal naturligvis lige forbi frisøren, barberen havde ikke tid, læs om min frustration over det i morgen.. Og så møde ind på arbejde dagen efter kl 08:00 sharp, så jeg kan muligvis ikke vælte mig i den ad libitum af drikkevarer, der står til rådighed. Det er til stor ærgrelse.  Men tanken om tømmermænd og min yderst morgenfriske datter, samtidig med at jeg skal på arbejde i 9 timer trumfer altså mig fuldstændig skåret over på en onsdag aften.

Bekymringer af vejen, røde kinder og selvmål til siden så er jeg sikker på, at det bliver et par hyggelige timer i selskab med mine kollegaer og selv om jeg nok holder mig i skindet, er jeg stadig uden filter.

Vi ses i baren! Eller.. Damnit

Når jeg går ind af døren..

LIlleMusHosBedste

Efter en meget fucking lang dag, nye indtryk, bombet med sms’er og billeder fra Denise, der på bedste vis prøver at forklare hvor meget Vilja savner mig og kalder på mig; ”PHAAARH!, PHAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAR, PHPHPAHPAHPA!”, ja så glæder jeg mig altså voldsomt fucking meget til at trille ind ad døren derhjemme, med skjorten knappet op, håret tilbage, indkøbsposen i den ene hånd og bilnøglerne i den anden. En rigtig verdensmand vender hjem, kunne titlen passende hedde, hver eneste dag. En kildende fornemmelse indvendigt, et savn, helt uden sammenligning, den første dag, væk fra min datter i 10 timer. Som jeg træder ind i gangen, kan jeg allerede høre min datters stemme råbe på livet løs, ”PABABABABABBABBABA” og sekundet hun spotter mig, lyser hendes øjne op og den ellers lidt usammenhængende motorik får på få sekunder fuldstændig synergi og hun vælter hen over gulvet på alle fire, et mål i sigte, mig, far!

Jeg taber naturligvis alt i hænderne og samler hende op, krammer hende, holder hende, og hun holder sin små arme omkring mig og begynder at pludre. Hun fortæller sikkert om hvordan hun har drevet mor til vanvid og alt muligt andet. Hun er jo fuldstændig umulig at forstå, men det er lige meget, fordi i dette øjeblik er jeg nummer fucking 1 i verden!

Næste dag.. Kører næsten allerede på rutinen, triller ind ad døren, afventer at få verdens største kram og blive fyldt med et barns kærlighed. Før jeg ser hende smider jeg alt hvad jeg har i hænderne, hopper ind på stuegulvet med et smil fra øre til øre: ”Heeeeeej Viljaaaa, far er hjemme!”

Hvorpå hun vender sig om fra hendes lille legehjørne, med en dukke i den ene hånd, en duplo i den anden, smiler henkastet til mig, og lige så hurtigt som jeg følte mig som kongen af verden, ryger jeg direkte i mosen! Min datter har altså fået rutinen med, at jeg er væk om dagen lige lovlig fucking hurtigt ind under huden, og tilmed accepteret det! Hvor er ”PHAHPAPAPPAPA” henne, hvor er min krammer og kys?! God fucking damn it!

I morgen tager jeg chokolade med hjem, vifter det foran snuden på hende, så er jeg da i det mindste sikret et par minutters opmærksomhed!

Børn.. fucking børn!

En kæmpe udfordring ved at blive far..

Far

Udover alt det daglige, rutiner, rod, gentagelser på gentagelser og altid at skulle sige nej, ja så er det slet ikke der den virkelige udfordring ligger, for mig i hvert fald. Der hvor jeg virkelig skulle æde en lort af rang, var realiseringen om aldrig at være ”ung” igen. Her mener jeg ikke at rulle mig i duften af fisk og stripbarer i en alenlang druktur og episke røverhistorier fra byen, der aldrig rigtig skete. Jeg mener ganske simpelt, at jeg har realiseret, at jeg nu er forælder, har et enormt ansvar, ikke lige kan blive oppe en hel nat, blive professionel gamer og alt det andet jeg alligevel aldrig ville have gjort. Men det handler ikke om hvorvidt jeg ville have lagt andre planer eller ej, det handler om friheden til at vælge, og på trods af at jeg selvfølgelig godt kunne vælge familien fra, så er jeg altså af den støbning, at nej det kan og vil jeg ikke. Og det er slet ikke så dumt, for jeg lever nu den drøm jeg altid har haft om at blive familiefar. Det skal dog på ingen måde afholde mig fra at brokke mig over selv de mindste ting! For mig er det forandringen fra jeg til os, til vi, der har været en enorm udfordring. Lige meget hvor, hvorhen, hvordan eller hvorledes, så er det aldrig bare mig.

Det gør mig lykkelig, men samtidig.. Fuck hvor er det bare svært at efterlade mit ”jeg” i Sydhavnen. Jeg kunne ikke forestille mig et federe scenarie end det jeg har i dag, men jeg savner sgu en lille pind med et tilhørende glas rødvin!

Faktisk kunne alt det her vel egentligt også oversættes til Denise, men altså lige nu handler det om mig, mænd og hvorfor vi ter os som vi gør..

Vi ses på legepladsen..

Så kom mor filter på banen!..

DV

Mikkel spurgte for lang tid siden om jeg ikke havde lyst til at lave et gæsteindlæg. Min første tanke var: ”åh nej, det kan jeg jo ikke byde hans læsere”, men efter en del måneder, som der nu er gået, er jeg kommet frem til, at han skal have lidt tilbage 😉

Mit navn er Denise, i kender mig nok som uhyret med fire ben, den alt for overbeskyttende hønemor, kandidaten til den lukkede og jeg kunne blive ved.. Hvad man ikke udsættes for!

Anyways så har de 7-8 år jeg har været sammen med Mikkel gjort mig immun overfor den slags titler. Og jeg må da indrømme at jeg har ligget flad af grin over de mange beretninger han nu har fået delt. Det er nemlig det Mikkel kan, han kan altid få mig til at grine.

Mens Vilja lå i maven, skænkede jeg egentlig ikke tanken om hvilken type forælder jeg ville blive. Men det gjorde Mikkel! Han ville være “the cool dad”, faren der ville køre Vilja I børnehave på motorcykel med sit slæng, så der var garanti for at Vilja aldrig ville blive mobbet – SOA much? Faren der ville tage Vilja med i Hareskoven, så de kunne rollespille. Faderen der I skjul ville give Vilja chokolade, selvom mor lige har sagt nej – ja suk den har han da levet op til!

Alt I alt havde Mikkel en forestilling om at være som Phil fra Modern Family, og ja så kan I jo gætte jer frem til, at jeg så er overladt til rollen som den altid nej-sigende og sure mor, tak.

Her 11 måneder efter, kan jeg godt se at han sgu mener det. Så jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg tager de grå hår mens Vilja er lille, og så kan Mikkel tage over når teenage monsteret dukker op. Det er vel fair, er det ik?

Nå det nu er sagt, så har det været berigende at Mikkel har barslet sammen med os. Det er jo først nu at jeg mærker hvordan det er at være alene på barsel med baby, som nu ikke er baby mere. Selvfølgelig har han ikke kunne nyde barslen som jeg, da hans tanker har været fokuseret på jobsøgning osv. Men han har været her, hvilket har betydet at jeg stadig har kunne gå i lange uafbrudte bade, som før Vilja fødsel. Jeg har kunne handle ind uden en utålmodig skrige baby og lave mad med to hænder. DET KAN JEG IKKE NU! I know, det er et luksusproblem, for Vilja er jo stor nu. Men det gør det altså ikke nemmere.

Jeg kan slet ikke forestille mig hvis vi kun havde haft 14 dages barsel sammen, men det er jo sådan realiteten er for de fleste. Så hatten af for jer derude.

Nå shit jeg må hellere stoppe nu inden det bliver for langt, tak fordi I ville læse

Older posts