På trods af den umanerlig flotte præstation jeg dukkede op med i går, ved at sætte 5 knager op i gangen, så føler jeg altså at tid, efterhånden er gået uhyrligt op i pris. Der er jo ikke tid til noget som fucking helst, med mindre jeg planlægger hver eneste dag som en militærøvelse med armstrækker straf per sekund for sent. Og det magter jeg måske to gange på en måned..

Jeg vil så meget, så fucking meget. Jeg vil arbejde, mere end de otte-ni timer jeg er væk dagligt, fordi jeg godt kan lide det. Jeg vil samtidig ikke undvære min familie, træning, venner, hyggetid, serier, biografen, brunch og listen fortsætter ud i det uendelige.. Men det eneste jeg formår er beskrevet i dette indlæg.

Helvede da også, jeg vil jo også gerne rejse, opleve og så vil jeg også gerne have flere børn. Jeg vil ikke bare have mel i munden og puste, jeg vil have mel, saftevand og kage, puste mine lunger ud og nå det hele!

Nu er jeg også meldt ind i FitnessDK og samtidig Crossfit CPH. Hvordan det udarter sig kommer der meget mere om i nær fremtid. Jeg æder jo mere kringle og wienerbrød dagligt end de fleste gør på årsbasis, og det har sat sig i alverdens former for påklædning på min krop. Og nu ævler i motionsdygtige kællinger jo konstant op om, at man har mere energi når man er i form, dyrker motion og spiser ”sundt”. Så nu banker jeg lige armen for fuldt hus op i nummer to og kvitterer med en u-vending. Kort sagt, jeg gror en rygrad, for en stund, i håbet om at jeg kan få presset endnu flere ting ind i min fuldstændig over propfyldte, latterlige kalender.

Fordi jeg savner især at skrive, fortælle og agere med jer alle sammen herinde. Men for helvede altså, jeg når jo mindre end Vilja der spiser aftensmad uden opsyn..

INTET!

Kom nu Hr. Dejgaard!

Så kom turen til at jeg skulle aflevere Vilja i vuggestuen. En dag jeg har glædet mig til og samtidig frygtet mere end en for hurtig zippet lynlås i farten, på en regnvejrsdag. Viljas cykelhjelm har efterhånden været på vej en måneds tid, så på trods af min 2 timers lange kamp for at få sådan et lortesæde til at sidde fast på min morfarraket, endte vi i en gåtur med cyklen derned. Morgenen var gået godt, havregrøden var blevet slynget ned, en slurk vand ligeså, tænderne børstet, madpakke husket og det rette kluns til vejret lagt frem. Der var lagt an til en fabelagtig start på dagen. Men jo nærmere vi kommer Solen, som hendes vuggestue hedder, desto mere begynder jeg at svede ved tanken om at sige farvel til hende.

Jeg stiller cyklen ved indgangen, tager Vilja på armen og hun knuger sig ind til mig. Indenfor er der gang i legetøj, andre forældre og pædagoger, der prøver at berolige de nyankommne børn på bedste vis. Forinden har Denise fortalt mig, at de anbefaler ”plaster” metoden. Den bunder i, at sekundet jeg slipper Vilja, sætter jeg i sprint mod døren, uden at kigge tilbage.

Aldrig har jeg haft mere lyst til at melde mig syg på arbejde, fræse direkte hjem og holde om Vilja i 8 timer. Men jeg var fast besluttet. Jakken blev smidt, madpakken kastet i køleskabet og indlogerede hende på Ipaden, som det sidste skridt inden farvel seancen.

Jeg holder hende op, kigger hende dybt i øjnene og fortæller at jeg elsker hende og at mor kommer og henter lige om lidt… (Fordi det virker nemlig… Eller vent)..

Sekundet jeg slipper hende, går der en tornado af fucking rang i gang. Så voldsom, at politigården en gade derfra må notere, at der strækkes til det yderste i en desperat råb om hjælp. (Og det er jo mig, der skal redde hende!)

Jeg vender mig om går hurtigt ud af vuggestuen. Udenfor sætter jeg mig på hug og kan mærke en tåre trille ned ad min ene kind. Nok er jeg en mand og det er meget længe siden jeg har været våd i skærmen, men det her var grænsen, hvad fuck er det for en verdensklasse nedtur?! Det var og er et hundrede fucking procent over den volume af fjæs jeg magter på en dag!

Men det er sikkert ikke sidste gang, men i morgen afleverer mor!

Og så henter far..

Hvordan fuck kan i tygge den?

Tak for de mange kommentarer til konkurrencen, det er da fedt at se, at mange af jer gerne vil vælte jer i V6 fremover. Søndagen er over os og jeg håber I har haft en fabelagtig weekend. Min er gået med at arbejde, arbejde og arbejde. Der er blevet tygget godt med V6, så kaffeånden ikke fuldstændig overtog mig. Jeg skylder den lille familie en ordentlig omgang krammere og takeout i aften! Samtidig starter Denise på arbejde i morgen og stjæler derfor bilen, så min blegfede krop skal atter op på den gamle jernhest. I det mindste har jeg godt med tyggegummi til at holde mig med selskab på de regnfulde stier.

Hjulet var selvfølgelig fladt, og bremseren virkede overhovedet ikke, så jeg måtte tilkalde cykelambulancen, Denises søsters kæreste som ufortrødent trillede forbi og fiksede min 2 hjulede. Jeg så til med stor glæde og en fadbamse i hånden. Jeg takker og står nu klar, uden regntøj, ingen motivation til af padle i pedalerne og magter højst et yderst krampagtigt smil, når jeg tænker på at min Fords fremtid, nu er i hænderne på Denise!

Nej, hun skal nok passe på bilen, og jeg har jo kun 4,1 km til arbejde. Så jeg skal vel egentlig bare spænde hjelmen og nyde den motion, der nu ligger forude. Apropos, hjelm, jeg skal til at køre med hjelm. Ja, ja sikker på vejen, jeg kan dø og blablabla.. Jeg har aldrig kørt med hjelm og så er det altså svært at tilpasse sig. Men jeg har brug for Vilja og omvendt, så jeg accepterer lortet, tager en refleksskjorte på om aftenen, et V6 i  munden og så melder jeg mig ellers for alvor ind i familien Danmark. Nu mangler campingvogn og vovse bare..

”Mit teenager jeg ville efterhånden nok gerne give en straffer, syd for navlen”..

Helvede også..

Til noget helt andet, vinderen af V6 konkurrencen er fundet! Det blev i denne omgang Maj, med denne kommentar:

”Melder mig til en tur i Netto – uden børn!”

Maj, er du sød at sende mig en mail til Farudenfilter@gmail.com så vi kan få din præmie afsted til dig!

Tillykke og hav en dejlig søndag derude.

I samarbejde med Telenor.

Et emne jeg tror langt de fleste mennesker har en holdning til. Nogle mere aktivt end andre. I dag kan vi næsten ikke opleve, uden at tage et billede. Faktisk er der vel næsten en tendens til hellere at ville ødelægge et øjeblik, hvis kameraet ikke lige er indenfor rækkevidde end at nyde, hvad end øjeblikket lige bød på, fordi det jo kan være lige meget, hvis det ikke foreviges i en uendelig lang perlerække af usb stiks. Og inden man er klar, er det overstået og så står man tilbage uden at have oplevet øjeblikket, eller et billede til at dele på de sociale medier. I al hast forsøges øjeblikket at genskabes, men som oftest uden rigtig succes.

Jeg har selv prøvet at kæmpe mod denne tendens, sammen med kun at ligge billede nummer 893 af samme objekt op, fordi der ramte lyset perfekt, mit morgengrimme fjæs fik de rigtige skygger og kaffens duft fik mine øjne til at åbne sig, lige nok til at se mystisk, mørk og sexet ud.

Jeg forstår godt, at vi gerne vil se godt ud, bedre end virkeligheden, ”hej filtre” og gerne hele tiden. Derfor er vores fotoalbums efterhånden også ved at bugne over. Fordi det ikke kun er det perfekte billede vi beholder. Næh nej, alle de ”tæt på, næsten godt nok” billeder gemmer vi nemlig også, i tilfælde af at nummer et skulle gå tabt.

Nu siger jeg man og vi og jeg mener selvfølgelig jeg, men velvidende at tendensen florerer så meget at det er helt ok at generalisere på området.

Så hvordan bruger jeg alle de fine billeder i min hverdag?

Næsten godt nok billederne kommer ned på en stor ekstern harddisk, som bliver ryddet ud i hver gang den tuder over, at der kun er plads til 80.000 billeder. Hvad sker der dog for den?

De mere intime billeder, de mest personlige, bliver nænsomt gemt på en ekstern harddisk med en kode.

Og de perfekte billeder, de bliver delt hurtigere end bare helvede på alle de sociale medier, så I alle sammen kan se hvor fucking fantastisk jeg og min lille familie er! Eller det var planen, men jeg magter det ikke halvdelen af tiden, og så får i altså mig i mosen, uden filter og med morgenhår. Fordi nok elsker jeg gode billeder, men intet slår de gamle fotoalbums i mors uldne kælder. Det er typisk de værst tænkelige billeder af mig, i dårligt lys, i en kikset situation, men det er fuldstændig ligegyldigt fordi billeder dengang ofte associerede en historie, ikke et splitsekund, som de gør i dag.

Men trods det, så elsker jeg at tage billeder af min datter, hendes proces fra baby til tumling til pige, og jeg får da også kæmpe optur på når jeg ser effekten af de filtre, der er tilgængelige i dag.

Og en dag vil Vilja kunne kigge tilbage på den her blog som et udførligt værk, der berører hende både visuelt og på skrift. Et univers jeg forstiller mig hun hurtigt swiper forbi på sin Ipad extra XXS super ice thin air.

Gemmer i også flere tons billeder?

Der i denne uge fokus på billedbehandling ovre på Telenors facebookside. Der er både tips og tricks til hvilke effekter der gør hvad. Vær med i konkurrencen om et professionelt photoshoot, upload et billede på deres facebookside, både før og efter og så er du automatisk med.

Efter endt arbejdsdag har jeg efterhånden fået til vane at sætte mig i sofaen, slå benene op i et par minutter og nappe en kold øl. Jeg har først nu opfanget den kliche jeg er, efter Denise nænsomt mindede mig om, at jeg er starten på en middelmådig film, hver dag. Jeg triller på arbejde ved 7 tiden, kommer hjem ved halv fem tiden, fuldstændig smadret, leger med Vilja en times tid, slår sten saks papir om hvem der laver aftensmad, rydder op efter den tsunami Vilja efterlader og afventer det daglige aftenbad Denise giver Vilja. Ved 20 tiden sover Vilja så endelig og så starter forberedelserne til næste dag. Om det er indkøb, regninger, madpakke, posthuset og så videre. Så slutter aftenen med en til to episoder af en ligegyldig serie og lidt mundgodt. Hovedet rammer hovedpuden klokken 23 og en time senere græder Vilja igen. Sammen falder vi alle i søvn ved midnat og så begynder vi ellers forfra! Og mellem alt det, er der træning, overarbejde, bloggen og alt muligt andet!

”Are you fucking kidding me?”

Nej og fuck hvor er det fedt at være en kliche, med en lille smule kant. For mit drømmescenarie har de sidste mange år ligget i mellemrummet. Dér hvor jeg er god til mit arbejde, men ikke lader det overtage mig. Dér hvor jeg har tid til min lille familie og dér hvor mit ”jeg” bliver til vi i en naturlig forlængelse af den treenighed vi har sammen.

Nu mangler jeg bare en lille have

Har i en lige så spændende hverdag?