
På trods af den umanerlig flotte præstation jeg dukkede op med i går, ved at sætte 5 knager op i gangen, så føler jeg altså at tid, efterhånden er gået uhyrligt op i pris. Der er jo ikke tid til noget som fucking helst, med mindre jeg planlægger hver eneste dag som en militærøvelse med armstrækker straf per sekund for sent. Og det magter jeg måske to gange på en måned.. Jeg vil så meget, så fucking meget. Jeg vil arbejde, mere end de otte-ni timer jeg er væk dagligt, fordi jeg godt kan lide det. Jeg vil samtidig ikke undvære min familie, træning, venner, hyggetid, serier, biografen, brunch og listen fortsætter ud i det uendelige.. Men det eneste jeg…