• Ravi Holst
  • Søren Hald
  • Far Uden Filter
  • Kevin Angelsø
  • ···

At nå røv og nøgler..

Før jeg mødte Denise, nåede jeg præcis alt det jeg ville hver dag, hvilket ikke var meget. Men tiden spillede aldrig en rolle i min hverdag og jeg kunne slet ikke identificere mig med kommando planlægning kompromiser. Med Denise spillede tiden faktisk heller ikke en rolle. Lange nætter, korte aftener, fælles eventyr, spontane øjeblikke med overskud gjorde, at jeg vidste hvem jeg skulle gå gennem lykke liv og helvede med. Livet var vi midt i, glæden var stor. Så kom Vilja og både lykke og helvede meldte sin ankomst på samme tid. Vilja har givet mig en hidtil ukendt lykkefølelse. Men lykkens regning skal betales ved kasse 1 og der bliver ikke givet på klods! Den uendelige strøm af vågne…

Barnets første sygedag.. Hver eneste fucking uge!

Altså hvad i hede hule helvede sker der? Vuggestuen er jo en envejsbillet til at blive sindssyg med den mængde af sygdom som den bidrager med. Lige fra en snottet næse, influenza, tænder på vej eller general ubehag, ja så har Vilja nu formået at være syg 5 gange på en måned. Havde det ikke været for svigermor, der bor tæt på og min egen mor som efterhånden mere eller mindre er flyttet ind på grund af Vilja, ja så tror jeg at jeg var blevet hentet med blå blink og spændetrøje. Den uendelig dårlige samvittighed over, at jeg ikke selv passer på mit syge barn, bliver kun afbrudt af den skærende påmindelse om, at hvis jeg bliver hjemme, uden…

Et år plus det løse.. TAK!

Trods min manglende evne til at opdatere jer oftere herinde, så ændrer det ikke ved den daglige glæde jeg har, velvidende at I derude læser med og kan se jer selv i de udfordringer og daglige situationer jeg altid lander i. Nu har I fulgt med i lidt over et år og så er det vel også på tide, at jeg formelt sætter et festligt lys i en imaginær kage og fortæller lidt om hvor meget den her blog, jer derude, kommentarerne, dialogen og hele det her udenfilter univers betyder for mig. Fordi jeg er så elendig til at besvare instagram, facebook og kommentarer samtidig og det undskylder jeg for. For jeg læser altid jeres input med yderst stor tilfredshed…

Med eller uden makker, træning under pres!

Straffet! Et begreb jeg sjældent bruger efter en træningstime alene. Ofte giver jeg mig selv 90%, men jeg er sjældent derhenne, hvor jeg kan mærke at min krop skriger, kæmper ititor overlevelse og svedbølger rystes fra panden. Men i går havde jeg en arbejdskollega/ven med til træning. Det er en af fordelene ved mit medlemskab, at jeg altid kan medbringe en makker, gratis. At jeg så medbragte hvad bedst kan betegnes som et hvallignende badekar, er hvad det er. Et træningscenter er et fedt samlingssted at medbringe en ven, kollega eller bare en bekendt, da det falder ganske naturligt at drøfte arbejde, familie og verdenssituationen, mens man langsomt bliver knust af vægtene. Selvfølgelig, i den form som vi begge besidder,…

Hold nu kæææææft, kæft, kæft, kæft!

Det har været mine tanker siden fredag nat kl. 04:00, for der startede Vilja for alvor med destruktive vræl, djævel besatte orme vrik med kroppen og der har stadig ikke været en pause på mere end 20 minutter.. En smag på hverdagen for forældre med kolik barn, dog med en snært af super diva og kælling! Lige meget hvad jeg har gjort, pustet, leget, nusset, sovet, så har Vilja lige siden min weekend startede givet mig de mest udfordrende døgn, nogensinde, med tvangstanker om mundkurv, tæsk med en fluesmækker eller bare fake min egen død. Hun har skreget, kastet sig ned på gulvet, i afmagt og demonstration lagt begge arme langs kroppen, mens hendes fødder i vild frustration har dikteret…