At nå røv og nøgler..

Argh

Før jeg mødte Denise, nåede jeg præcis alt det jeg ville hver dag, hvilket ikke var meget. Men tiden spillede aldrig en rolle i min hverdag og jeg kunne slet ikke identificere mig med kommando planlægning kompromiser. Med Denise spillede tiden faktisk heller ikke en rolle. Lange nætter, korte aftener, fælles eventyr, spontane øjeblikke med overskud gjorde, at jeg vidste hvem jeg skulle gå gennem lykke liv og helvede med. Livet var vi midt i, glæden var stor. Så kom Vilja og både lykke og helvede meldte sin ankomst på samme tid. Vilja har givet mig en hidtil ukendt lykkefølelse. Men lykkens regning skal betales ved kasse 1 og der bliver ikke givet på klods! Den uendelige strøm af vågne nætter, bagkanter der på ingen mulig måde kan gradbøjes i form af til og fra vuggestue. Soveskemaer, mad eksplosioner og værst af alt, en ustyrlig mor fase der negligerer min rolle som far fuldstændig i vores treenighed. Og så den uendelig mængde af kællinger med gode indvendinger som – ”Men men men altså det er jo fordi hun har et helt bestemt bånd til moder og maden kom fra brysterne” og andet ligegyldigt opkast for mit vedkommende. Nå det nu forventes, at mænd deltager på lige fod med baby i disse moderne tider vi lever i, så kan en fase som ”mor fase” godt tærre helt ekstremt meget på tålmodigheden! Capiche?! Ovenstående påvirker mig slet ikke lige så meget som den storm af dårlig samvittighed over, at jeg ikke når alle de ting jeg går og drømmer om at føre ud i livet.. Af disse kan nævnes.. Væsentligt flere historier fra en fars hverdag, da jeg har rigeligt jeg gerne vil dele med jer. Komme ud til flere events som folk er så søde at sende mig invitationer til, skrive flere bøger, få udgivet min første, træne oftere, for min egen skyld..

Men jeg har et mindset, som er meget svært at ændre, desværre, men ultra nemt at beskrive..

”Mere, mere, mere!”

Og som jeg efterhånden har lært at leve med..

”Jeg hviler overhovedet ikke i middelmådighed”..

Så til alle jer, der har flere børn og alle mulige hobbyer samtidig, der bukker jeg mig i støvet.. Jeg fatter ikke hvordan I magter det? Især uden at lide et helt ulideligt afsavn til jeres børn, da arbejde allerede stjæler mere end hvad godt er.

”EXPLAIN YOURSELVES!”

Barnets første sygedag.. Hver eneste fucking uge!

Viljaersyg

Altså hvad i hede hule helvede sker der? Vuggestuen er jo en envejsbillet til at blive sindssyg med den mængde af sygdom som den bidrager med. Lige fra en snottet næse, influenza, tænder på vej eller general ubehag, ja så har Vilja nu formået at være syg 5 gange på en måned. Havde det ikke været for svigermor, der bor tæt på og min egen mor som efterhånden mere eller mindre er flyttet ind på grund af Vilja, ja så tror jeg at jeg var blevet hentet med blå blink og spændetrøje.

Den uendelig dårlige samvittighed over, at jeg ikke selv passer på mit syge barn, bliver kun afbrudt af den skærende påmindelse om, at hvis jeg bliver hjemme, uden selv at være rigtig syg, så er jeg en dårlig kollega og kan ikke fuldføre de projekter jeg har sat i gang. Jeg prøvede at slå to fluer med ét smæk, men at tage mit syge barn med på arbejde var også en blandet pose “argh, det er sgu ikke lige sagen“. Jeg fik lavet lige omkring 4% og Vilja var ikke imponeret over min manglende opmærksomhed i de få sekunder jeg rent faktisk fik et ben til jorden.

Det hele starter typisk om natten.. Vilja vågner og har feber og her starter følgende dialog.. grundet ovenstående..

“Jeg blev hjemme 2 dage i sidste uge, så hvis du lige bliver hjemme nu her til kl. 12:00 grundet mit møde, så kommer svigermor og passer hende til kl. 16:00, hvor du så lige har et mellemrum til dine “Cmts”, (Can’t miss this shit) herefter henter jeg hende, så du kan købe ind, gå på apoteket og så husk lige at ringe til lægen ok?”

Slagplanerne, der bliver lagt om natten munder så ofte ud i, at den ene part ikke kan, jeg er faldet i søvn i planlægningen, et møde er rykket eller Vilja er mere syg en planlagt og så bliver alt alligevel smidt op i luften.. og “elle bælle mig fortælle, sten saks, papir“, en af os bliver hjemme alligevel..

Men kan det ikke lige stoppe for en stund?! Kan vi lige få en måned med rene linjer, så vi hverken skal belemre vores kære mødre, kollegaer og des lige og på den måde få en lille smule rutine tilbage i hverdagen?!

Er det virkelig for meget forlangt Vilja?! Og bedst som jeg lige nu kigger ned på min datter, der desperat prøver at komme op og sidde på mig, kan jeg kun se et par ellevetaller og hendes halvskingre ryst melde et lille..

“Achuuuu, Faaaaaar, opopop”.

En ny dag truer, med tegnefilmskavalkade..

Et år plus det løse.. TAK!

TAKTAKTAK

Trods min manglende evne til at opdatere jer oftere herinde, så ændrer det ikke ved den daglige glæde jeg har, velvidende at I derude læser med og kan se jer selv i de udfordringer og daglige situationer jeg altid lander i. Nu har I fulgt med i lidt over et år og så er det vel også på tide, at jeg formelt sætter et festligt lys i en imaginær kage og fortæller lidt om hvor meget den her blog, jer derude, kommentarerne, dialogen og hele det her udenfilter univers betyder for mig.

Fordi jeg er så elendig til at besvare instagram, facebook og kommentarer samtidig og det undskylder jeg for. For jeg læser altid jeres input med yderst stor tilfredshed over, at I faktisk gider at dele med mig også. Gennem bloggen har jeg lært, opdaget og fået løst så mange forskellige problematikker og det er så fucking fedt! Ikke nok med, at I giver mig røde kinder, så er der altså også pluspoint på tavlen hos Denise, når jeg melder ting op jeg aldrig havde vidst, uden jer!

Samtidig er I den eneste grund til, at jeg faktisk tror på at jeg kan sælge en børnebog, eller i det mindste skrive en færdig. Muligvis bliver den aldrig udgivet, men i det mindste blev den færdig. Mere om det en anden gang.

I har givet mig tsunami vandfald i fjæset af bare grin. I har givet mig en kindhest med dobbelt håndflade i ny og næ, men faktisk er jeg overordentlig forbløffet over hvor få af jer, der har brokket sig over mit til tider lidt grove sprog. Men så kommer pølsefingrene altså også på overarbejde og det er jeg sgu med på. Ret skal være ret. Fuck kan blive brugt som komma og ikke et statement nogle gange, og det er måske en kende for meget, men samtidig så kommer rebellen op i mig og lysten til de fire lækre bogstaver bliver forstærket.

Da jeg startede, læste et par stykker med. Så udgav jeg noget om sundhedsplejersker. Så læste et par hundrede tusind med og samtidig med at jeg havde en kæmpe nedtur på af rang på det arbejdsmæssige plan, så fik denne blog sit eget liv og det har uden nogen tvivl været al det opkogte raseri værd. Uden det, havde jeg nok aldrig fået den gode ide til, at jeg skulle skrive, dele og blotte mig fuldstændig.

 Jeg havde.. Fuldstændig vanvittige forhold på mit tidligere job, kan læses her. Vi boede 2 mennesker i en etværelses i Sydhavnen med sovesofa i 7 år. Gemmestedet var bag den eneste dør i lejligheden, nemlig toilettet..Vi boede der med Vilja i cirka et år. Jeg havde drømmen om at kunne leve delvist af at skrive..  Jeg havde drømmen om en ny lejlighed, en bil og et job hvor jeg blev udfordret, men samtidig havde plads til min familie..

1 år plus det løse senere..

Vi bor i en helt nyrenoveret stor 3 værelses i Rødovre, som er en dejlig by! Jeg lever delvist af at skrive. Vi har købt en ny Ford Focus fra 2015, som Denise selvfølgelig har gaflet og efterladt mig på en cykel, som blev lavet på samme tid som min bedstemor gik i folkeskole.  Jeg har et job, hvor jeg bliver udfordret, skal bruge dele fra mine uddannelser, så studiegælden ikke længere bare griner mig i fjæset hver måned og sidst men ikke mindst, så er jeg et hundrede fucking procent sikker på, at meget af det her aldrig nogensinde var sket, uden jeres øjne, grin, kommentarer og deling af en ny verden med børn!

Så tak for et fantastisk år! Lad os fortsætte med fuld fart frem, for jeg har mange flere fucks at give!

God fucking aften!

Med eller uden makker, træning under pres!

FitnessDK

Straffet! Et begreb jeg sjældent bruger efter en træningstime alene. Ofte giver jeg mig selv 90%, men jeg er sjældent derhenne, hvor jeg kan mærke at min krop skriger, kæmper ititor overlevelse og svedbølger rystes fra panden. Men i går havde jeg en arbejdskollega/ven med til træning. Det er en af fordelene ved mit medlemskab, at jeg altid kan medbringe en makker, gratis. At jeg så medbragte hvad bedst kan betegnes som et hvallignende badekar, er hvad det er. Et træningscenter er et fedt samlingssted at medbringe en ven, kollega eller bare en bekendt, da det falder ganske naturligt at drøfte arbejde, familie og verdenssituationen, mens man langsomt bliver knust af vægtene. Selvfølgelig, i den form som vi begge besidder, blev det mest til enstavelsesord med tilhørende savl ned ad hagen. I går var jeg så så heldig, at jeg ikke bare fik en makker med til træning, men samtidig også fik et kæmpe selvtillidsboost. For på trods af, at jeg ikke spiser helt sundt, ikke træner 24 gange ugentligt og ikke higer efter at ligne en photoshoppet gokkedreng, så er jeg alligevel ikke helt lad. Det er min kammerat tilgengæld. Som han selv sagde…

“I dag kommer regningen på 3 år med cola, vafler og bil”

Hvortil jeg kun kunne svare..

“Og i morgen kommer renterne”.

Og ganske rigtigt.. For det tog ikke mere end 50 kilo i squat til opvarmning før den første krampe satte sig i låret på ham. Og de velplacerede prutter i modvind under bænkpres var også vidne på, at hans inderste organer løb efter nærmeste exit, hvilket bare satte ham under mere pres. En opgivende krop, en lugt der kunne få falske blomster til at visne og et par håndvægte hans datter på 1 år ville kunne løfte.

Squat

Men på trods af mandens kamp mod dødvægten, hjalp han mig alligevel til at yde max, så jeg også stod med drivvåde boxere, sammenbidte tænder og så stjerner i ny og næ. Og i de helt slemme perioder, hvor vi kun kunne ligge på gulvet og gispe efter vejret, fik vi sludret om lidt af hvert. Faktisk gik det fra at være en hurtigt træning til at vi lige pludselig havde været nede i fitnessDK i mere end 2 timer.

I dag føles kroppen øm på den gode måde. På den måde hvor jeg helt uden omtanke kunne bestille en cheeseburger med bacon til frokost. Hvilket vi i øvrigt gjorde, dog med vand til. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi har trænet sammen og de gange hvor det ikke lykkes, så er det jo bare næste levende billede på vennelisten, og så fortsætte den så småt begyndende succes, dette fitnesscirkus er blevet til.

Jeg ville ønske, at jeg havde trænet lidt mere i den forgangne måned, men samtidig skal jeg vidst bare være glad for, at jeg overhovedet er kommet af sted. Stille og roligt har jeg fået mere blod på tanden og så kommer kosten og flere træningssessioner jo nok langsomt til.

Jeg kan virkelig anbefale at få træning klemt ind i kalenderen, da følelsen efterfølgende er helt perfekt. Jeg har en helt anden ide om hvordan jeg ser ud efter en træning, fit as fuck.. Meen spejlet deler ikke det billede..  Men det er fucking lige meget. For efter træningen har jeg det pissefedt, også selvom jeg stadig ligner en Kaj kage. Og så er der ekstra point på tavlen hos Denise fordi jeg stadig, efter alle de år, gider at “prøve”!

Her er min makker efter træning..

Done

“Vi ses i FitnessDK i Rødovre”!

I samarbejde med FitnessDK

Hold nu kæææææft, kæft, kæft, kæft!

Viljaersur

Det har været mine tanker siden fredag nat kl. 04:00, for der startede Vilja for alvor med destruktive vræl, djævel besatte orme vrik med kroppen og der har stadig ikke været en pause på mere end 20 minutter..

En smag på hverdagen for forældre med kolik barn, dog med en snært af super diva og kælling! Lige meget hvad jeg har gjort, pustet, leget, nusset, sovet, så har Vilja lige siden min weekend startede givet mig de mest udfordrende døgn, nogensinde, med tvangstanker om mundkurv, tæsk med en fluesmækker eller bare fake min egen død. Hun har skreget, kastet sig ned på gulvet, i afmagt og demonstration lagt begge arme langs kroppen, mens hendes fødder i vild frustration har dikteret tempoet på hendes nu torsolignende krop, som har bevæget sig i forskellige retninger, mens sirenerne fik fuld fucking megafon.

NON FUCKING STOP!

Så skal vaskemaskine døren lukkes mens mor ordner tøj, så skal gå-vognen ind i døren, mange gange med tilhørende “Wa,waaaah waaaah”. Alle kamre for tålmodighed er tømt og det er så sygt hvor højt det lille menneske kan skrige.. hele fucking tiden. Alt sammen på grund af, at hun er ved at få tænder. Ingen søvn, fred, leg eller hygge. Jeg har hældt tube efter tube af kølervæske på hendes gummer og proppet et hav af panodiler op i røven på hende.

Jeg drømmer i skrivende stund om at blive kaldt ind på arbejde for jeg er under et pres, der kan munde ud i væltede borde, stole og vinduer knust. Den grønne farve er ved at overtage min ellers blege hud og jeg kan mærke, at Hulk gerne vil ud!

Vilja, tillykke du har formået at knække far og mor fuldstændig sammen. Så for at holde mit udbrud i skak, bliver denne dag i fosterstillingens tegn, for jeg magter det bare ikke mere.. Og jeg har kun delt 25% af de udskejelser vi har været ude for..

Nå jeg stopper her, for Denise har muligvis lavet en Houdini efter morgenbrød.. fordi 2 timer senere og hun er stadig hos bageren?

“WELL FUCKING PLAYED WOMAN!”