Sponsoreret video - Gillette, er til mere end du tror!

Hun sagde ja – Kap Verde – del 3

HunSagdeJA

Vi har været sammen i mere end 8 år, og de sidste mange år har der ikke været et sekunds tvivl om, at Denise er den pige som jeg ønsker at blive gammel med. Og jeg har da godt vidst at hun ligeledes ønsker at være ved min side, indtil vi stiller træskoene, men det er altså alligevel med smølfespark i maven, sommerfugle på coke og en stor portion angst, at jeg valgte at gå på et knæ og spørge om, resten af hendes liv havde noget på kalenderen, for hvis ikke, så ville og vil jeg gerne fylde den ud.

Det var den sidste dag på Kap Verde og dagen havde været perfekt. Det var den varmeste dag, skyfri og alt havde været helt perfekt. Så det var med stor tilfredshed, da vi klædte os på om aftenen. Det var den sidste aften så vi havde besluttet, at klæde os i vores fineste medbragte kluns.

Middagen var rigtig god og Vilja opførte sig eksemplarisk. Da vi gik hjem fra restauranten, havde tusmørket lagt sine første fodspor. Senere på aftenen var der Lion King på programmet. Klokken 21:00 ved børneteateret. Vi havde besluttet os for lige at gå forbi vores hotelværelse, for at skifte Vilja og få en lille halv time til at gå, før showet startede.

Jeg var overordentligt spændt og et hundrede procent ligeglad med Lion King, inden vi gik i seng, skulle jeg på knæ og spørge verdens dejligste kvinde, om vi skulle gå hånd i hånd, resten a livet.

Så midt i værelset, står jeg og sveder som et vildsvin, dels grundet varmen, presset, og så klemte tøjet mere end bare ”lidt”. Og så begynder hun at fucking skifte til joggingtøj og sandaler!

”HVAD HELVEDE ER DET FOR ET TIDSPUNKT OG GÅ SLOGGY OG SLAP PÅ?!

Puslespillet falder fra hinanden og jeg siger

”Er du sød at tage dine høje hæle, kjole og jakke på igen, jeg magter ikke, at vi på vores sidste aften skal gå all out i et afsnit der nemt kunne hedde, ”mit liv i mosen”.

Så bliver Denise lige pludselig stram i skærmen…

”Jeg bestemmer aldrig hvad du skal ha på”

”NEJ, DET GØR JEG HELLER IKKE MED DIG, SÅ KUNNE DU FOR HELVEDE KØBE EN VOKAL, RINGE TIL EN VEN ELLER BARE STARTE DE 2 MOSTE HJERNECELLER DER ER PÅ STANDBY, OG GÆTTE PÅ AT JEG HAR NOGET I ÆRMET OG SPILLE MED, DIN SATAN?!”

Det der kommer ud af min mund er dog dette…

”Men det er jo den sidste aften” – og jeg finder hurtigt mig selv i at ligne en udmattet 2 krone hvis chancer for frieri, drastisk overhales af et fuldstændig ligegyldigt skænderi.

Men før det ender i mundhuggeri, strammer Denise sig an og inden vi har set os omkring sidder vi helt skejset ud og småfryser til Lion King og en snorksovende Vilja.

Vi beslutter os for at gå en tur, og vi ender ved kanten til en stor oplyst pool, hvor vi har tilbragt det meste af ferien, og under den stjernespækkede, skyfrie himmel skal jeg lige til at gå på knæ, da hun udbryder.

”Jeg napper lige den der tørre bolle der lå i Viljas taske, jeg er så sulten”..

Men før hun får fyldt skabet med verdens tørreste bolle, tager jeg hendes hånd, falder på knæ og med galoperende hjerte fortæller hvor uendelig vigtig hun er for mig og afslutter med..

”Denise Christensen Uguis, vil du gifte dig med mig?”

HUN SAGDE JA!

”VI SES MED RING PÅ!”

 

   

25 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sponsoreret video - Gillette, er til mere end du tror!