Pif paf puf, ferien den er slut! – Aktiv ferie afsnit 1.

Farudenfilter Lalandia

Så sluttede ferien og hverdagens faste greb om mine løg, har atter taget form. Kaffens sorte bølger vælter ned i mit gab, mens sveden drypper ned af mig, på trods af min komplette nøgenhed i køkkenet. Den kvalmende sommervarme har lagt sig som en kvælerslange på min krop og hver nat er en kamp for overlevelse! Jeg er lige vendt hjem fra Lalandia – Alle børns drøm, enhver fars mareridt!

 Nej det var faktisk slet ikke så slemt. Aktiv ferie som jeg vælger at kalde det, har givet et indblik i mine fremtidige ”ferier”. 4 dages fuld galop. Dagene lagde vi ud med morgenture i vandlandet, der bød på alverdens aktiviteter og herefter en helt krudtet af Vilja til en lur i verdens dårligst designede lortehytte. Så rullede bussen op til et stykke med gigantisk legeland, hvor Vilja prøvede samtlige af Papas grænser af. Herefter tilsættes der lige lidt is til krudtuglen og så trillede vi hjem til god aftensmad. Vi havde fornøjelsen af at være på tur med et par fra Denises mødregruppe og så er det jo ganske fremragende, at det inkluderede en klasse kok, der gjorde mine frustrationer så meget mindre, med grill, bøffer og et hav af lasagne i løbet af ugen. Vilja elskede det hele, især vandrutsjebanerne, også dem hun var alt for lille til! Desuden blev der klappet geder, kørt i postmand Per bil, karrusel og alt muligt andet. Et resultat der hed stjerner i øjnene, smil fra det ene øre til det andet og når der var en aktivitet hun ikke lige kunne nå på dagen, så vidste hun, som hun selv formulerede så flot at..
”Det ok, kommer bage morgen!” Og ganske rigtigt, det gjorde vi, 4 dage i træk!
Lalandia har sit helt eget lydniveau som forvolder en enorm mængde stramninger i fjæset, blandet med en ellers uset mængde børnesnot, sved og tykke fædre der løber forvirret rundt med halvtreds procent anal kløft, mens kvinderne nyder deres velfortjente frihed, fordi far for en kort stund er den fucking bedste!
 Lalandia du er i sandhed et kvalmende sted, men for satan hvor har du gjort mit barn lykkeligt!
 Rigtig god dag!

Ferie på alle fronter!

 

Feriemus

Der er så kedeligt på bloggen i øjeblikket. Jeg er nemlig gået på sommerferie med familien. Idag kører vi til Lalandia i 4 dage og de sidste par uger har bare stået på komplet afslapning.

snart er der forhåbentligt en masse ny energi og nogle historier der er værd at dele med jer.

Jeg glæder mig til vi ses igen! 🙂

 

Ps. Vilja har selv valgt outfittet!

 

I går var det Viljas fødselsdag

 Vilja2år

Tiden flyver hurtigere end jeg magter det. Det har den gjort i et godt stykke tid nu. At Vilja blev 2 år i går er fuldstændig godnat, for jeg er sikker på at hun var en baby for et par dage siden.. Selvstændig, stædig, kærlig, sød, et svin, talende, pludrende, løbende og fuldstændig eminent til at gøre mig gråhåret, det er min datter, på nu 2 år. Tæt familie var kommet fra nær og fjern, for at fejre Vilja i den orkan dagen bød på. 12 gæster kom til ballet, til et virvar af gaver, et støj niveau der ramte richterskalaen, hjemmebagte boller, lagkage, en helvedes masse guirlander og en rigtig god stemning!

Bedstemor fik lokket mig ned på boldbanen, for at flyve med den drage Vilja fik i gave og det var et kæmpe hit blandt børnene, så tak for al den vind skat! Jeg var gennemblødt af sved, da jeg skulle agere styrmand for at få lortet op i luften, som viste sig at være tilpas meget sværere end forventet. Men først oppe i luften, blev den der i god tid, så jeg lige kunne få pusten, før jeg atter skulle løbe et maraton og sprint i ét.

Fjernsynet bragede samtidig derudaf, da der var Wimbledon finale og det kunne Bedste(min mor) og morfar ikke dy sig for at følge med i. Nu er familien af den karakter som ikke lige går hjem med det samme, så en del gæster blev da også til EM finalen i fodbold. Jeg stak 100 kr. ud på at Portugal ville vinde, selv uden stortudende Ronaldo og den gik hjem. Så Papa her lavede et overskud på 150 kr. lige ned i foret!

Vilja var sent oppe og faldt pladask i søvn ved 21:00 tiden, med et stort smil på sine små læber. De kom til frokost buffet og vi sagde farvel til de sidste ved midnat, så jeg er edder fucking træt i dag!

Som Vilja ville have sagt det..

”Vilja stor pige!”

 

Tivoli eller Bakken med en 2-årig?!

FufTivoliVsBakken

Det er sommerferie og det betyder 3 uger sammen med Vilja og Denise. Det er jo alt sammen dejligt, men jeg må indrømme, at der er behov for planer og gøremål, så jeg ikke eksploderer. Jeg troede egentlig, at jeg var bedre til “bare” at slappe af, men jeg har fundet ud af, at når jeg nu alligevel aldrig rigtig kan slappe af, grundet krudtuglen Vilja, så skal der satme også laves noget!

Og jeg vil gerne i Tivoli, ikke fordi jeg ved om det er børnevenligt, jeg har bare ikke været der i hundrede år. Men jeg ved at jeg kommer til at fortryde den trillebør af guld de forlanger, hvis Vilja overhovedet ikke synes det er sjovt. Bakken er i det mindste gratis at trille ind i, og så kan man vurdere derefter. Det er sku et mandags dilemma, der vil noget hva?!

Samtidig skal jeg heller ikke brænde ud på “sjov” og ballade, da der jo er planlagt en tur til fars helvede, Lalandia, om et par uger.

Mere om det senere..