Sponsoreret

Så blev det atter tid til at udfordre den faldende trend hos Danmarks mænd! Vores faldende testosteron niveau! Vores dalende mandlighed!

Ligestilling, ensartethed, intetkøn og alt muligt andet skravl er lagt til side i dag! For i dag kæmper vi for at mænd forbliver mænd, rigtige mænd! Overskæg, fuldskæg, behåret, vilde og fulde af testosteron pumpende i kroppen som en hingst i fuld honnør! Flex jeres kageform, giv din kvinde et klap i røven og så vær stolt over at vågne med flaget hejst!

Det starter alle mulige steder, men Opel har valgt at starte med at give os mænd et par gratis underbukser der med en lækker blanding af komfort og ventilation, kan give os pusterum til vores ellers indelukkede dadler!

Denne håndsrækning er et tiltag jeg er helt med på og det med disse nye mande “sloggi” underhakker at jeg stolt sætter mig ned i min stationcar og kører Vilja i vuggestuen!

Fordi rigtige mænd har smidt boxershortsene, ladet skægget gro, fået børn der får lortet til at hænge, og er helt med på at børnesæder og plads, til enhver tid slår 0-100 på 5 sekunder!

Opel, du har delt din medfølelse med mit underliv og jeg takker dig!

Se med her, en klasse reklamefilm er lavet og den ryger gerne på repeat!

+

En hel del pædagoger har i løbet af en dag kontakt med Vilja. Hun kan endda navnene på de fleste af dem. Og dem hun rigtig godt kan lide, kommer med i vores sange derhjemme. Jeg afleverer Vilja hver dag i øjeblikket og kan mærke at både Vilja og jeg selv er ret påvirket af, hvem der åbner vuggestuen.

”Det spiller bare fucking max når Duuzan er på pletten, så har Vilja nemlig sit gameface på!”

De er sikkert alle sammen rigtig dygtige, men når der mangler en yndlings pædagog ved morgenbordet, så er Vilja meget stille og jeg bryder mig faktisk ikke om at gå fra hende. Hun er naturligvis i gode hænder, men forskellen er bare så stor. For når hendes favoritter er der, så pludrer hun, krammer og vinker med stor begejstring til farmand og jeg kan med et stort smil køre på arbejde, velvidende at hun er glad, lige fra morgenstunden, og det rykker sku ved tilfredshedsbarometeret!

Og det må sku da være svært at udvise tålmodighed og stråle af glæde hver evig eneste dag vi kaster vores hylende kræ i deres hænder, men det er faktisk hvad jeg forventer.

Den varme som andre mennesker udviser for mit barn er ganske beundringsværdigt og jeg er edder fucking glad for at vi lige netop fik plads i den institution som vi har, for jeg har hørt så mange kedelige historier fra andre forældre.

Betyder det noget for jer, hvem der tager imod jeres barn?

Jeg har en million spørgsmål i hovedet, men disse 4 har altså roteret en hel del på det sidste, nogen der kender det?

1. Får jeg noget søvn, har karma valgt at give os endnu en stille og rolig mus, det første år, eller skal helvede til at bryde løs?!
2. Hvor helvede skal hendes navn stå på min krop, det var lidt af en impuls handling den sidste gang?!
3. Kan Vilja forstå at hun har en lillesøster, bliver hun sur, glad, omfavner hun sin søster eller bryder hun sammen, fordi hun troede at det var mors mave, der er Evia, og den er lige pludselig væk?
4. Får jeg nogensinde fri igen?!

Dagens 4 store spørgsmål giver mig koldsved, blandet med en enorm glæde!