Denise har de sidste par dage været i Dublin med sit arbejde, til lidt sparring teams imellem. Imens har jeg hyret min kære moder til at flytte ind for at hjælpe med at passe Vilja, for selvfølgelig blev hun syg, med en slem hoste, varm pande og tilhørende 11 taller ud af snuden, sekundet Denise forlod bygningen med høje hæle og et glas hvidvin i hånden.. ”Forretningsrejse, klart”…

Om end ikke andet, så tog jeg mig en ”barn syg” i torsdags og fik hentet min mor, da hun har det med at pakke hele hendes lejlighed sammen, når der er overnatninger på tapetet. Naturligvis er der sammenlagt på sådanne dage cirka 8 minutter til sig selv, uden en forvirret og syg Vilja, der i vilden skab kravler op og ned på mig, med snot hængende ud af snuden, savl dryppende fra mundvigen og tårer pressende på i tide og utide på den lille skabning.

Da klokken slår 23:00 sover både Vilja og Bedstemor efter en meget lang kamp med Vilja fra 19 tiden af. Endelig er der lidt tid til de sociale medier, en tur på kummen uden at Vilja prøver at hoppe i den, og jeg kan sidde ned i samme position i mere end 4 sekunder ad gangen!

Men, inden der er gået 5 minutter, kalder Bedste…

”Mikkel! Vilja hoster hele tiden! ring til lægen, hostesaft, hostesaft! Du er nødt til at tage på apoteket nu!”

Jeg ringer til 1813 og får både en meget sød sygeplejerske og børnelæge i røret. Løsningen er klar, jeg skal da bare tage en gåtur på cirka 20 minutter i det ”friske” vejr med Vilja i klapvognen, det hjælper på hosten, ingen tvivl!..

”JO TAK, DET GØR JEG DA LIGE, HOLD DA OP, DET ER DA SLET IKKE STRAMT HER KL 23:30 OM AFTENEN!”

Vilja bliver naturligvis ellevild, da hun får lov til at få både sine vinterstøvler og flyverdragt på, midt om natten. Kæft en fest!

”Yes, yes yes, weekend er her, ingen sovetid, bare mig i mine varme støvler og lyserøde flyverdragt mod verden, i sneen! Juhuuuu”

Vilja farer ud på opgangen og vælter over hendes stadig sovende ben. Men det stopper hende overhovedet ikke, hun kravler bare videre til trapperne og er på vej ned af det første trin, indtil jeg med en tung røst kalder ud..

”Vilja, så sætter du kraftsatme røven i sædet, far skal lige ha bukser på!”

Heldigvis var dette en af de få gange, hun rent faktisk forstod, at der ikke skulle sættes spørgsmålstegn ved fars tålmodighed.

Så vi går en lang tur på 30 minutter, for at sikre os at Vilja får rigeligt med kold luft til hovedet, der kan kurere den slemme hoste…

MEN!

Da vi vender frygtløst tilbage med isen i hele hovedet, finder jeg ud af, at Vilja har tabt sin ene vante! Et trick hun formår at gøre hver dag jeg henter hende fra vuggestuen, og lige der kunne jeg bare ikke magte hendes rebelskhed.

Så jeg hev hende op ad klapvognen, tog hende under armen og gik SAMTLIGE SKRIDT, DEN PRÆCIS SAMME VEJ, HELE VEJEN, for at finde hendes handske. Og ja Vilja er overordentligt fucking tung! Og nej, jeg fandt ikke hendes vante…

Med bøjet hoved trillede jeg ind ad hoveddøren, dækket af sved, tog min jakke af og hang den på knagen. Lagde mig på ryggen, helt udmattet og kiggede modløst op i loftet.

”Vilja vante” hørte jeg igen.

”Nu er det kraftedme nok Vilja, med din hån”, jeg kiggede op og det syn der mødte mig, fremkaldte interne eksplosioner, der er svære at sætte ord på.

Fordi ind i fucking helvede og tilbage igen på en død mands gynge, så jeg at hendes ene fucking vante havde sat sig fast på velkroen på min jakke og derfor, har jeg lige gået denne dødsgang af en fucking lortetur, 2 motherfucking gange, bare for at give Vilja en lærestreg!

Vilja smiler bare til mig, giver mig et lille kys og siger

”Vilja sut, Vilja sove”.. triller hen til Bedste og sammen går de ind i sengen og falder i søvn, uden den mindste hoste resten af natten…

”Vilja!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!”

Børn… Fucking børn!

I dag vil jeg blot røre et emne, som jeg er helt fucking sikker på laver homerun hos jer/ jeres mænd.

Hvis det ikke var der fra starten i jeres forhold, altså efter de første par måneder, hvor begge parter giver den fuldt op for motorvejen af løgne. Så kan jeg fucking love dig for, at den er der nu. En mors bekymringer. Den slags bekymringer, der kommer til udtryk sådan cirka firehundrede gange om dagen. Jeg ved ikke, hvor længe det fortsætter, men der er ikke udsigt til rødt lys. “Nej pas på”. “Det er for voldsomt” .”Ihhh, uhhh nej nej nej far”. “Skal jeg ikke lige holde hende” og en klassiker herhjemme “skifter du hende lige skat? Taaaak” Jo selvfølgelig, jeg samler da lige savletrolden op og laver flyvemaskinen, kolbøtten og 360’eren med hende før vi lander på puslebordet og allerede her, før jeg er kommet til rutinen  med tohundrede i timen, der inkluderer vand, klud, numsemassage og alt for meget pudder, kommer stemmen: “Nej skal du ikke også? Skal jeg ik? Eller.., skat.., men.., og ville det ikke være bedre hvis..Skal du ik, har du husket”..

“Ja skat,  du har ret, har du forresten set nettobladet?

“Nej?”

 “Der er ellers tilbud på hold kæft bolsjer!”

 Jeg ved, at Denise bare vil Vilja det bedste, og hun bruger da også størstedelen af døgnet med hende, hun mader og pusler og de har jo et helt unikt bånd, et bånd der både har rutiner, smil , læring og leg men altså også begrænsninger. Jeg har hverken mælk eller den ubegribelige tålmodighed Denise har. Men jeg har fantasi, vildskab og ild i røven. Det er de to ting, der komplimenterer os som par, som forældre og som mennesker og en af grundene til, at vi elsker at være sammen. Fordi vi fuldender hinanden.

Jeg hader, når hun retter på min måde at være på, men samtidig ved jeg, at sådan er mødre jo bare.. Her kommer mit dilemma dog. Jeg ved, at Vilja har brug for både at blive forkælet og fortalt hvor dygtig hun er, fordi hun har formået at stikke sin egen hånd helt ind i kæften.. Men samtidig er jeg helt overbevist om, at hun skal udfordres fysisk og det er bare kun far der kan og tør herhjemme..

Jeg ved, at det er de færreste mænd, der går hjemme med baby, så hvornår får de tid til at give den fuldt op for hule, rutsje og karruselture?

Du er min mor. Du har altid været min mor. Siden jeg kan huske, har du altid været min største inspiration. Der er så mange ting, man altid ønsker man fik sagt eller gjorde, sådan havde jeg det i hvert fald da min morfar døde, min bedstemor og helt specielt, da min far gik bort. Så måske når jeg ikke at sige alle de ting jeg gerne vil, det er jeg næsten sikker på man aldrig gør, men i det mindste får jeg skrevet og fortalt dig hvad det betyder for mig, at være din søn. Ingen kan nok rigtig sætte sig ind i den helt ufattelige kærlighed jeg har til dig. Men det her vil måske give dig et indblik i, på trods af jeg bliver sur, træt og ikke gider tale i telefon flere timer af gangen, hvorfor min kærlighed til dig er utømmelig og evigt voksende. Du er min mor.

Du gav mig mad fra jeg var baby, du gav mig tøj, rejser, friheden til at gøre alt, prøve alt. Lige fra at være punker, skater, få piercinger, drikke, ryge og dumme mig på samtlige måder muligt. Der var aldrig nogen krav, så længe jeg kom hjem, så var du glad. Det har givet mig den kant jeg har i dag og den ville jeg ikke bytte for noget som helst i verden, og det kan jeg takke dig for. Så tak for at støbe mig i alle nuancer og ikke kun i en kedelig grå. Tak for at lade mig lufte min fantasi, lede i alle hjørner og opfinde min egen dybe skål. Mig.

Jeg ligner dig og det er jeg stolt over. Min datter ligner også mig, så altså også dig. Og du er smuk, smuk nok til at fylde hele min skulder. Så når jeg sover med Vilja, ligger du altid med os. Jeg ligner også min far, men jeg ligner mest dig, når det gælder vores personlighed. Flyvske, kreative, vilde og helt identisk uden lunte. Og på trods af at mange ikke forstår, at man kan tale som vi gør til hinanden, så ved alle der kender os, at vi har et ganske særligt bånd, et bånd der hele mit liv har været den røde tråd.

Du har en ganske særlig duft. Duften af tryghed, hjem og frihed. Hjemme hos dig er der altid ro i hjertet, tryghed i sjælen og friheden til at drømme. Derfor elsker jeg at besøge dig mor. Vi er ofte rigtig grove ved hinanden og elsker at smække med døre, kaste med blade og vække naboerne. Men dårlig samvittighed er vores fællesnævner og der går aldrig mere end et par minutter og en tåre før vi står i hinandens arme.  For det værste i verden er at være sur på dig. Du er min mor

Jeg elsker dig mor. Højere end jeg egentligt rigtig kan sætte ord på. Du ved, jeg elsker dig, men jeg ved ikke om du ved hvor højt og hvor meget jeg værdsætter al den hjælp, du altid har givet mig, du stadig giver mig og som du altid vil give mig. Ikke fordi jeg forventer det, men fordi du altid vil mig det bedste, hvad end det bedste er for mig.

Så tak for at være den bedste mor i hele verden, for mig. Jeg elsker dig så fucking højt. Du er min mor.