En bytter i regnvejr

Får baby for meget?

Formeget?

Baby kræver tålmodighed, overskud samt masser af kærlighed. Så meget, at der ofte ikke er meget tilbage på tanken i hverdagene. Det betyder for mit vedkommende og i vores forhold, at siden Vilja kom til verden, er vi blevet en rigtig familie, men vi er også for første gang nogensinde, på trods af seks år sammen i ét rum, begyndt at “lange” lige lovlig meget ud efter hinanden. Hvorfor? Fordi det overskud, som der ellers altid har været, på trods af omstændighederne bare ikke er der mere, til os. Der er rigeligt til Vilja. Hvilket er helt fucked forresten. Her er et eksempel..

Denise: “Har du husket at <indsæt fuldstændig ligegyldig ting> skat?

Mig: “Hvad?”

Denise gentager sætningen i et lidt højere stemmelag.

Mig: “Snakker du til naboen?”

I denne udveksling er tonen ikke altid lige kærlig, men midt som vi står og melder en hård stemning op, begynder Vilja at pludre og inden vi selv ved det, så står vi foroverbøjet og kigger ned på Vilja i hendes tremmeseng, med det største overskud.

“Heeeeeeeeeeeej lille skat, nååååh hvor er du dygtig, fortæller du historie, iiiihhhhhh hvor er det flot”.

Så faktisk har jeg fundet ud af, at det ikke er fordi vi mangler overskud, at vi vrisser lidt oftere af hinanden, det er simpelthen fordi vi gemmer 100% af alt vores overskud til vores lille guldklump. Jeg tror, at det ville være sundere at gemme kun 90% og så lige melde en “Kæft Vilja, de voksne snakker nu” i ny og næ, for at få snakket sammen lidt mere, uden at det handler om Vilja. Bare lige for at minde hinanden om, at vi er sammen i tykt og tyndt på trods af de daglige kampe om hvem der lagde karkluden hvor..

Jeg er rigtig god til at blive rasende, Denise er rigtig god til at lytte, men nogle gange er jeg for træt til at rette mit raseri af, Denise er for træt til at høre efter og Vilja er sur fordi hun ikke kan få hele sin fod ind i gabet.

Så her er et råd til mig selv, og som i måske kan bruge derhjemme.

Snak lige sammen i et par minutter om dagen og fortæl din kvinde, at uden hende ville lortet brase sammen.

God mandag!

10 kommentarer

  • …Ellers også skal man “bare” lade karkluden ligge, hvor den nu en gang ligger. Med dette mener jeg; Måske man “bare” skal acceptere, at tingene ikke helt er som de plejer, inden baby kom. Baby bliver større, men tingene vil alligevel aldrig blive som før, og heldigvis for det da, ikke 😉 Men enig, man bør ikke glemme hinanden, så må momse eller famse ind i billedet, og agerer legemonster for en stund, så de voksne kan få lidt kvalitets tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • For mig, med første barn er “bare” noget man skal lære, og kommer ikke naturligt tror jeg. Med mindre man er lidt “ligeglad”… ?

      Ellers meget enig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarahj

    Så rigtigt:-) Jeg tror, du har fuldstændig ret. Held og lykke med det:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Hørt!!! Har aldrig brokket, snappet og småskændtes så meget med min kæreste som efter vores søn kom til verden. Overskuddet til hinanden mangler og det samme gør det gode og hyppige sexliv, og de to ting kan enten kører hinanden op i en god cirkel hvis der er rigeligt af begge dele eller ned i en ond spiral, hvor mangel på det ene giver mangel af det andet etc etc. Bedste råd: barn på weekend eller bare overnatning hos bedsteforældre => kærestetid!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Ihh.. Ville ønske min kæreste læste din blog, kunne godt bruge at få din sidste kommentar at vide engang imellem 🙂 men du har så ret i det du skriver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise B

    Det lyder så bekendt.
    Men på et tidspunkt, bliver hun større og skal ikke underholdes konstant, hun vil selv og kan selv. Hun sover hele natten, og bliver puttet kl 19.00
    Så sidder man der, og glor på hinanden og har glemt hvordan man er 2 en tirsdag aften. Man kan ikke huske hvad man fik tiden til at gå med, før man fik børn.
    Men det kommer igen, man husker, man elsker, man snakker og har det dejligt.
    Så kommer nr 2 til verden. Det tager tid at lære, at være mor og far til 2, samt kærester. Men man kan godt og det er dejligt ❤

    Din blog sætter tankerne i gang. Jeg tænker nogen gange. Sikke nem baby jeg har, andre gange tænker jeg, det har jeg også prøvet. Men mest af alt, får den smilet frem, og en dag som starter med smil, er næsten altid god

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Er sikker på at din kæreste også ofte minder sig selv om hvor vigtigt og fantastisk du er:-)

    Da vi fik den første og (endnu engang) var i gang med en af de større (og totalt ligegyldige) diskussioner/skænderier udbryder min kære mand pludselig “nå man man må jo alligevel ikke gå fra hinanden det 1. år efter barnet er kommet til verden” – for det havde han selv læst!! Og så kom jeg altså til at grine – og siden har vi mindet hinanden om det mange gange….. Og nu venter vi Sq nr. 3 (shiiiiiiiittttt!!!!! Må hellere vænne mig til tanken?!?). Så bare husk på at så længe at det aldrig bliver værre eller mere alvorligt end det er lige nu så går det sq nok:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En bytter i regnvejr